Iskolde Jesper Jensen: Klar til at smide hende under bussen

Han er dansk landstræner, men han er også træner for klubholdet Team Esbjerg.
Her råder Jesper Jensen over en lille håndfuld af de norske spillere, der fredag venter i semifinalen.
Det er både sjovt og specielt, og noget landstræneren ser frem til.
– Jeg tror, vi bor på samme hotel. Jeg har dog ikke set dem endnu, men mon ikke, der kommer til at være en del drillierer frem og tilbage? Vi er ret godt på bølgelængde, siger en glad Jesper Jensen.
Kendskabet er dog ikke kun mellem Jesper Jensen og de norske spillere.
Mange på det danske hold spiller nemlig sammen med en eller flere af de norske spillere på klubplan, og det er derfor to hold, der kender hinanden utrolig godt, der mødes i semifinalen.
– Vi kender dem rigtig godt og ved nogenlunde, hvad der kommer. De ved også, hvad der kommer den anden vej, så det bliver meget lagt op til den enkelte spiller at ramme det ekstra niveau.
Da SE & HØR spurgte landstræneren, om han selv havde lidt ekstra i posen i forhold til at stække verdensstjernen Henny Reistad, der spiller for netop Jesper Jensen i Team Esbjerg, så var meldingen klar.
– Jeg vil sige det sådan, at folk skal ikke være bange for, at vi ikke kaster hinanden under bussen, bare fordi vi begge har et Team Esbjerg-logo på blusen om et par uger. Alt ryger i puljen af informationer, og det går også den anden vej, det lover jeg dig. Nora Mørk holder heller ikke igen med at fortælle, hvordan vi kommer til at spille, siger han med et stort smil.
Semifinalen mellem Danmark og Norge spilles fredag aften i Boxen i Herning.