Sport31. august 2023

Iskold schweizer smider Tsitsipas ud og synger med på Whitney Houston

Dominic Stricker havde sit livs eftermiddag, da han ekspederede verdens nummer syv ud af US Open
Tsitsipas (tv) lykønsker sin 21-årige modstander ved nettet. Det var der nok ikke nogen af de to, som havde forestillet sig små fem sæt og fire timer inden.
Tsitsipas (tv) lykønsker sin 21-årige modstander ved nettet. Det var der nok ikke nogen af de to, som havde forestillet sig små fem sæt og fire timer inden.
 Foto: Sarah Stier/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Datingrygterne tager til: Er Stefanos Tsitsipas og Paula Badosa et par?

Den 21-årige schweizer nærmede sig den største sejr i sin tenniskarriere, og han så ud til at hygge sig gevaldigt imens.

Faktisk så meget, at han undervejs sang med på Whitney Houstons "I Wanna Dance With Somebody", da sangen lød fra stadionhøjtalerne under et sidebytte.

Det sjove øjeblik blev heldigvis fanget af TV-kameraet, og klippet er siden gået viralt på sociale medier.

"Ooooh, I wanna dance with somebody", synger Stricker, mens han gumler en energi-bar i sig.

Schweizeren skulle igennem kvalifikationen bare for at komme med i hovedturneringen i New York, hvor han er med for første gang. I går tog han så sin største tennis-skalp i karrieren ved at slå syvende-seedede Stefanos Tsitsipas 7-5, 6-7 (2), 6-7 (5), 7-6 (6), 6-3.

- Det var bare fantastisk at være derude med så mange mennesker, der støttede mig og støttede ham. Så det var bare en fantastisk dag for mig. Jeg nød det fra første øjeblik af, sagde en glad Stricker efter kampen.

Stricker møder fredag Frankrigs Benjamin Bonzi i tredje runde ved US Open.

Sponsoreret indhold