Sport9. marts 2024

Inter er uovervindelige: 18 point ned til Juventus

Sejren markerer klubbens 116 års fødselsdag med en 1-0-sejr over Bologna
Den tidligere profil fra AGF, Yann Aurel Bisseck, har noget at fejre i dag.
Den tidligere profil fra AGF, Yann Aurel Bisseck, har noget at fejre i dag.
 Foto: Alessandro Garofalo/Reuters/Ritzau Scanpix

13 sejre i træk.

Inter er flyvende for tiden, og lørdag noterede duksen sig for tre point på en af de sværeste udebaner i Serie A. Det skete på Milano-klubbens 116 års fødselsdag.

Den tidligere AGF-profil Yann Bisseck sørgede for en 1-0-sejr hos ligeledes meget formstærke Bologna, der havde både Victor Kristiansen og Jens Odgaard i sin startopstilling.

Tyskeren kastede sig efter 37 minutter frem til et fremragende indlæg fra stopperkollega Alessandro Bastoni og pandede kampens enlige træffer i nettet.

Målet var 23-årige Bissecks andet i Inter-trøjen i 16 kampe siden sommerens skifte fra Superligaen og AGF.

Sejren betyder, at Inter har hele 18 point ned til sin nærmeste forfølger, Juventus, som søndag har besøg af Atalanta. Bologna ligger nummer fire med 24 point op til Inter.

Dermed kan Simone Inzaghis tropper efterhånden lægge de fleste kræfter i Champions League. Her spiller holdets onsdag returkamp hos Atlético Madrid. Italienerne vandt det første opgør 1-0.

Kristiansen og Odgaard, der spillede henholdsvis venstre back og højre kant, havde en travl lørdag aften.

Uden at sprudle dominerede og kontrollerede Inter kampen og tvang i lange perioder Bologna tilbage på banen.

Bologna, der mødte op med seks sejre i træk, skabte i de første 75 minutter for lidt til at true Inter, men i slutfasen producerede holdet omsider lidt farlige situationer.

Inter-keeper Yann Sommer klarede dog det mest nærgående af forsøgene.

Sponsoreret indhold