I tårer på direkte tv: Søren Kragh Andersen vinder DM

Efter en forfærdelig første halvdel af sæsonen fik Søren Kragh Andersen (Lidl-Trek) søndag gigantisk oprejsning på sin racercykel.
I et hæsblæsende og udmarvende DM i landevejscykling kørte den 30-årige fynbo først over stregen i Aalborg og vandt sit første danmarksmesterskab.
Indtil søndagens triumf havde Søren Kragh Andersens sæson været proppet med uheld. Et siddesår kostede ham forårsklassikerne, inden et brækket håndled sendte ham ud af Giro d'Italia efter bare fire etaper.
Tidligere i juni kørte han sig i form i Belgien Rundt, og søndag var han den stærkeste mand i et cykelløb, hvor kun de allerstørste stjerner blandede sig i kampen om medaljer.
Søren Kragh Andersens holdkammerat Mads Pedersen var den store favorit til løbet, men kom en smule på bagkant, da han havnede i en forfølgergruppe halvandet minut efter fronten.
Et arbejdsraseri af en anden verden sendte ham dog tilbage til fronten, hvor han holdt Casper Pedersen (Quick-Step) i skak på de sidste omgange, så Søren Kragh Andersen kunne køre solo mod sejren.
Og så sørgede den tidligere verdensmester for, at Lidl-Trek fik sig en forrygende dag i Aalborg, da han kørte over stregen som nummer to. Casper Pedersen måtte nøjes med tredjepladsen, mens megatalentet Albert Withen Philipsen - en tredje Lidl-Trek-rytter - tog fjerdepladsen.
Det var en tydeligt berørt Søren Kragh Andersen, der snakkede med TV 2 umiddelbart efter, han havde passeret målstregen.
Og han kunne ikke holde tårerne tilbage.
- Det har været et forfærdeligt år. Jeg kan ikke beskrive det her. Tak til holdet og tak til min familie. Det mit livs største sejr, lød det fra en dybt berørt dansk mester til TV 2.
På grund af voldsom vind eksploderede løbet nærmest fra første kilometer, og det var kun de allerstærkeste ryttere, der var med i fronten.
De små danske kontinentalhold kan ofte drille de store, fordi de stiller til start med mange ryttere, men de kom fuldstændig til kort i den stride vind.
Kun det tidligere Visma-talent Morten Aalling Nørtoft, der nu kører for Skive-mandskabet Coloquick, og Niklas Larsen fra BHS-PL Beton Bornholm havde ben til at være med blandt de helt tunge navne.
Dermed var det rytterne fra Uno-X, der greb taktstokken og med deres overtal forsøgte at sætte favoritter som Mads Pedersen, Søren Kragh Andersen, Kasper Asgreen og Casper Pedersen under pres.
Men i den benhårde vind hjalp antal ikke alverden. Løbet skulle vindes på ren og skær råstyrke, og det besad Søren Kragh Andersen.