Annonce
Sport1 time siden (opd. 1 time siden)

I krig med familien: Luis Rubiales ramt af æg ved boglancering i Madrid

Den tidligere spanske fodboldboss Luis Rubiales blev angrebet med æg af sin egen onkel under en boglancering
Her bliver Luis Rubiales ramt af et af de æg, som røg igennem luften. Det fik ham omgående til at kaste sig ud blandt publikum i forsøget på at overmande angriberen.
Her bliver Luis Rubiales ramt af et af de æg, som røg igennem luften. Det fik ham omgående til at kaste sig ud blandt publikum i forsøget på at overmande angriberen.
 Foto: Forta/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce

LÆS OGSÅ: Luis Rubiales er skyldig i overgreb efter uønsket kys

Æggene fløj gennem luften, da den tidligere spanske fodboldpræsident Luis Rubiales torsdag aften præsenterede sin nye bog ved et arrangement i Madrid.

Det var Rubiales' egen onkel, som stod bag angrebet med æg. Det bekræftede 48-årige Rubiales efterfølgende.

Han har skrevet bogen "Matar a Rubiales", som på dansk kan oversættes til "Drabet på Rubiales".

I bogen kommer han med sin udlægning af den meget omtalte kysseskandale med den spanske fodboldspiller Jennifer Hermoso. Han kyssede hende på munden under medaljeceremonien efter det spanske VM-guld i 2023.

Rubiales er i retten blevet idømt en bøde for det seksuelle overgreb. Selv nægter han sig fortsat skyldig i sagen.

Annonce

- Jeg fandt ud af, at det var min egen onkel. Onklen er på min alder.

- Han kastede æg efter mig, fordi han er en ballademager og altid har været det, siger Luis Rubiales til Radio Marca ifølge Reuters.

Onklen blev ført væk og anholdt, oplyser Rubiales, der blev ramt i ryggen af et af de tre æg, der blev sendt afsted.

Rubiales virkede til at ville konfrontere manden, men sikkerhedsvagter greb ind.

Annonce

Spansk politi har over for AFP bekræftet, at en spansk mand blev anholdt, men afviste at bekræfte familierelationen.

I sin nye bog hævder Luis Rubiales, at han er blevet udsat for en venstreorienteret kampagne mod ham. Han kalder det et karaktermord.

VM-kysset udløste hård kritik og betød, at Rubiales måtte gå af som fodboldpræsident. Han blev senere udelukket fra alle fodboldrelaterede aktiviteter i tre år.

Sagen gjorde samtidig Hermoso til et ikon i kampen mod sexisme og en mandsdomineret kultur i fodbold.

Annonce

Sponsoreret indhold