Sport4. april 2023

I aften afgøres Danmarks skæbne: Danmark kan blive EM-værter igen

Tirsdag aften afgøres det, om Danmark bliver vært for kvindernes fodbold-EM
Der er god grund til at juble for de danske kvinder, da de ligger lunt i svinget til et EM-værtskab.
Der er god grund til at juble for de danske kvinder, da de ligger lunt i svinget til et EM-værtskab.
 Foto: Ritzau Scanpix

Danmark, Finland, Norge og Sverige har i fællesskab budt på kvindernes fodbold-EM 2025. Tirsdag aften bliver det afgjort, om Danmark kan kalde sig vært for endnu en slutrunde. Også Frankrig, Schweiz og Polen har solobud på slutrunden.

Én af dem, der venter i spænding på UEFAs eksekutivkomités afgørelse, er Amalie Bremer, der er journalist og vært på “Kvindefodboldpodcasten”.

– Jeg tror, at Danmark har en rigtig god chance. Det er et godt bud, de nordiske lande (Danmark, Sverige, Norge og Finland red.) har strikket sammen. Med tanke på traditionen for kvindefodbolden i Norden og opbakningen dertil, så er det et rigtig godt bud, fortæller Amalie Bremer til SE og HØR.

I sommeren 2022 var der EM i England, og der blomstrede kvindefodbolden for alvor hos briterne. Det samme tror Amalie Bremer kan ske i Danmark, hvis vi klarer os godt ved et eventuelt Europamesterskab på hjemmebane.

– Sidst vi oplevede en kæmpe optur i Danmark omkring kvindefodbold, var i 2017, da vi vandt sølv til EM. Der er sket meget med kvindefodbolden på rigtig kort tid, men på trods af det mangler den stadig at indfinde sig hos danskerne, siger hun og fortsætter.

– Muligheden for at få vist den bedste kvindefodbold, som verden kan tilbyde, i vores egen baghave, tror jeg vil åbne øjnene for mange flere, som måske vil se det for første gang i flere år. De vil sige wow, niveauet er højt, mange ser med, og det her er fedt. Så det vil være et godt udstillingsvindue for sporten.

Danmark var vært for herrernes EM 2020, og det er nok en sommer, som de færreste foreløbigt kommer til at glemme. Det gælder også Amalie Bremer.

– Der var jeg en glad landsholdsfan. Det var totalt vidunderligt. Der var dannebrogsflag i alle vinduerne, og hele København åbnede sig på en anden måde. Det var en drøm at gå rundt i som landsholdsfan. Det var totalt accepteret, at man rendte rundt i sin landsholdstrøje hele sommeren.

– Sporten åbner sig på en helt ny måde med et værtskab, og jeg håber, at danskerne i langt højere grad vil blive eksponeret for kvindefodbolden og forhåbentlig også synes, at det er en fed oplevelse, siger hun.

Interessen for kvindefodbolden er stødt stigende. Men om det betyder, at gadebilledet fyldes med landsholdstrøjer med Kühl, Harder og Svava i 2025, er ikke så afgørende. Det handler om at udbrede sporten. Noget Amalie Bremer selv er med til med sin podcast.

– Det håber jeg. Men vi er stadig i gang med et arbejde for at udbrede sporten, det arbejde er jeg selv en del af gennem podcasten og fanklubben. Vi er stadig i gang med at lade kvindefodbolden etablere sig i Danmark, og det her kan blive et stort skridt på vejen.

– Men jeg vil ikke sætte mig selv op til at blive skuffet, hvis du forstår. Jeg ved godt, at det ikke er det samme (som herrerne, red.), men det er et kæmpe skub i den rigtige retning.

Danmarks kvindelandshold fik sommeren 2022 samlet 21.000 tilskuere i Parken til en landskamp mod Brasilien, hvor store som små var mødt op i rødt.

– Vi så både kvinder, mænd og børn med forskellige trøjer. Der var både Harder og Eriksen på trøjerne, og det er det vigtigste for mig, hvis man er fodboldfan i Danmark, at man støtter både herrerne og kvinderne, slutter hun af.

Om Danmark bliver vært for kvindernes EM i 2025, bliver afgjort tirsdag aften. Store nationer som Frankrig har også lagt et bud på at være vært for slutrunden.

Sponsoreret indhold