Sport19. juli 2023

Hvad foregår der? Bayern München vinder 27-0 i træningskamp

Amatørholdet FC Rottach-Egern fik en ørerne i maskinen i en træningskamp mod giganterne fra Bayern München. Storholdet vandt 27-0
Bayern München vandt 27-0 over FC Rottach-Egern i en træningskamp. ​​​​​​​
Bayern München vandt 27-0 over FC Rottach-Egern i en træningskamp.
 Foto: Frank Hoermann/AP/Ritzau Scanpix

Det var noget af en opvisning, Bayern Münchens netop ankomne forsvarsspiller Kim Min-jae tirsdag fik af sine nye holdkammerater.

I en venskabskamp mod klubben FC Rottach-Egern vandt de tyske mestre nemlig hele 27-0 efter at være kommet foran 18-0 i første halveg.

Jamal Musiala scorede efter blot tre minutter og endte med at sende fem kasser i mål.

Marcel Sabitzer, netop hjemvendt fra et lejeophold i Manchester United, scorede også fem mål på kun 22 minutter.

Mathys Tel scorede som den tredje spiller også fem mål mellem det 22. og 41. minut.

Serge Gnabry måtte tage sig til takke med blot et hattrick, mens spillere som Konrad Laimer, Noussair Mazraoui, Dayot Upamecano og Leroy Sané også kom på tavlen.

Kampen blev spillet i byen Tegernsee i den tyske delstat Bayern, hvor mesterklubben er på træningslejr.

Hvad Bayern München får ud af at bruge sommerpausen på at teste sig selv mod amatørhold som FC Rottach-Egern, står ikke klart på dette tidspunkt.

Men det virker til at være en tilbagevendende tradition at sætte det sydtyske mandskab på plads.

I 2019 vandt Bayern München 23-0 mod amatørholdet, som dog i 2018 formåede at score to mål i, hvad der endte med at blive et 2-20-nederlag.

Senere på sommeren får Bayern München formentlig lidt mere modstand, når klubben skal møde Liverpool, Manchester City og AS Monaco – også i træningskampe.

Bayern München har vundet de seneste 11 tyske mesterskaber.

Sponsoreret indhold