Sport10. april 2024 (opd. 10. april 2024)

Holger Runes kamp afbrudt

Holger Rune og Sumit Nagal har fået deres kamp afbrudt på grund af regn i Monte Carlo Masters
Holger Rune var onsdag i aktion mod indiske Sumit Nagal i Monte Carlo Masters. Regn afbrød kampen kort inde i andet sæt.
Holger Rune var onsdag i aktion mod indiske Sumit Nagal i Monte Carlo Masters. Regn afbrød kampen kort inde i andet sæt.
 Foto: Valery Hache/AFP/Ritzau Scanpix

Holger Rune er godt på vej mod sejren i sin første kamp i ATP-turneringen i Monte Carlo. Men regnvejr har sat en stopper for tennisspillet på det røde grus onsdag.

Kampen blev efter tiltagende regn udskudt til torsdag, meddelte arrangørerne onsdag aften klokken 20.30.

Regnen afbrød kampen mellem Rune og indiske Sumit Nagal i Monte Carlo Masters i starten af andet sæt.

Rune havde vundet første sæt med 6-3, og den syvendeseedede dansker førte 2-1 i andet sæt efter et tidligt servegennembrud.

Kampen blev også kortvarigt afbrudt på grund af regn lidt tidligere i andet sæt, da Rune havde vundet de to første partier.

Den første pause virkede til at være bedst for Nagal, der kom tilbage på banen med fornyet energi og vandt et parti.

Inderen var også godt med i andet sæts fjerde parti, hvor han havde breakbold i Runes serv, inden regnen afbrød opgøret.

Da regnen igen begyndte at sile ned over anlægget i Monte Carlo, var Rune hurtig til at spørge stigedommeren, om han måtte gå i omklædningsrummet.

Det fik spillerne lov til, da regnen ikke sådan umiddelbart så ud til at stilne af.

I første sæt fulgte Nagal godt med indtil stillingen 3-3, inden Rune vandt de tre sidste partier i første sæt.

Flere gange i kampen viste Rune gode evner med sin kælne teknik på gruset, og især stopboldene var af høj kvalitet.

Rune, der er nummer syv i verden, var oversidder i første runde i Masters 1000-turneringen. Nagal er nummer 93 i verden.

Sponsoreret indhold