Sport28. april 2024 (opd. 28. april 2024)

Holger Rune ude af Madrid Open: Taber til Tallon Griekspoor

Den danske stjerne tabte efter tre sæt til hollænderen. Dermed blev tredje runde også endestationen
1/16 finalen blev endestationen for Holger Rune ved Madrid Open. Søndag led danskeren et 6-4, 4-6, 6-3 nederlag til hollandske Tallon Griekspoor.
1/16 finalen blev endestationen for Holger Rune ved Madrid Open. Søndag led danskeren et 6-4, 4-6, 6-3 nederlag til hollandske Tallon Griekspoor.
 Foto: Juanjo Martin/EPA/Ritzau Scanpix

Den danske tennisspiller Holger Rune er ude af Masters 1000-turneringen Madrid Open efter sin anden kamp på det røde grus i den spanske hovedstad.

Søndag formiddag tabte danskeren 4-6, 6-4, 3-6 til hollænderen Tallon Griekspoor, der nu har vundet begge karrierens indbyrdes møder med Rune.

Det ærgrer Rune, der havde regnet med at holde sin 21-års-fødselsdag i den spanske hovedstad mandag. Nu går turen i stedet hjem til Danmark.

- Det er selvfølgelig frustrerende, når jeg slet ikke kan finde mit spil. Det kan jeg ikke lyve om. Det er meget tydeligt, at jeg ikke har spillet optimalt, så jeg må tilbage på sporet, siger Holger Rune til TV 2 Sport.

Danskeren sad over i første runde, og søndagens duel var derfor i turneringens tredje runde svarende til 16.-delsfinalerne.

De to kombattanter er lige høje, men Griekspoor er mere muskuløs, men knap så adræt som den 20-årige dansker.

Hollænderen har ry for at være bedre på et hurtigere underlag, men han viste kampen igennem, at han også er en ganske habil grusspiller. Hans hårde server og grundslag voldte i hvert fald store problemer.

Efter at have været på hælene i åbningskampen mod Mariano Navone kom Rune atter i modvind søndag.

Danskeren havde det særdeles svært i den hårdtslående hollænders servepartier, og Rune fik ingen breakbolde i første sæt.

Hollænderen fik til gengæld fire, og han udnyttede den sidste af dem til at vinde sættet med 6-4.

Til gengæld kunne Rune knytte næven allerede tidligt i andet sæt, for i sættets første parti tilspillede Rune sig to breakbolde, men havde kun brug for en til at lave sit første servegennembrud i kampen. Det viste sig at blive det eneste.

I de efterfølgende partier fik Griekspoor flere muligheder for at bryde tilbage, men Holger Rune holdt stand. Til sidst kunne danskeren serve sættet hjem og fremtvinge et tredje sæt.

Det lykkedes dog ikke for Rune at få momentum med ind i tredje sæt.

Hurtigt bragte Griekspoor sig på 3-0, og bagefter forsømte Rune muligheden for at bryde tilbage. Derfor kunne hollænderen til sidst serve sig videre, og det gjorde han i overlegen stil med endnu et rent serveparti - det sjette i kampen.

Sponsoreret indhold