Sport11. marts 2024 (opd. 11. marts 2024)

Holger Rune sikkert videre i Indian Wells

Mandag aften slog Holger Rune italienske Lorenzo Musetti. Det blev til tre serveesser og dermed ryger der også 7500 kroner afsted til Børns Vilkår

Holger Rune er videre til ottendedelsfinalerne i den store Masters 1000-turnering i Indian Wells, Californien.

Mandag aften dansk tid slog danskeren i forholdsvis sikker stil italienske Lorenzo Musetti, der er nummer 26 i verden, med cifrene 6-2, 7-6.

Som syvendeseedet var Rune oversidder i første runde, og i anden runde gik danskeren også videre uden kamp, da canadiske Milos Raonic trak sig med en skade, hvorfor kampen var hans første.

Rust var der dog ikke meget at se af. Da Musetti steppede op i andet sæt, var Rune koncentreret og stærk i de afgørende dueller. Han er dog ikke selv helt tilfreds.

- Jeg var lidt skuffet over mit spil i starten af andet sæt, hvor jeg følte, jeg kunne have gjort det bedre. Men tennis handler om at tage chancen, når den er der, og det arbejder jeg videre med, siger Rune i sit vinderinterview.

I ottendedelsfinalerne venter et møde med enten den 12.-seedede amerikaner Taylor Fritz eller den 19.-seedede argentiner Sebastian Baez. De to dyster senere mandag.

Musetti vandt lodtrækningen, men valgte at lade Rune serve først, og det var en skidt idé.

En overbevisende Rune bragte sig således hurtigt på 3-0 i første sæt efter to sikre servepartier og et brud til 2-0.

Generelt virkede Rune ovenpå mod den formsvage italiener. Danskerens bolde sad på linjer, og antallet af uprovokerede fejl blev holdt godt nede, hvorfor det efter 34 minutter blev 6-2 efter endnu et dansk brud.

Musetti oppede sig i andet sæt, afværgede tre breakbolde ved 0-1 til Rune og tilspillede sig selv to breakbolde i det følgende parti, men Rune holdt fokus og fandt i perioder storspillet frem.

Rune og Musetti dystede på Indian Wells-anlægget Stadium 1, der er verdens næststørste stadion med sine godt 16.000 pladser, men med et starttidspunkt klokken 11 lokal tid var der langt fra fyldt op.

Der kom der lidt liv på lægterne i løbet af andet sæt, da Rune havde en diskussion med dommeren, men det ændrede ikke på forløbet.

Begge spillere holdt serv frem til tiebreaket, hvor Rune kiksede et smash, men ikke lod sig ryste og slog til på sin første matchbold.

Også Caroline Wozniacki er videre til ottendedelsfinalerne i Indian Wells. Hun møder tirsdag Angelique Kerber.

Sponsoreret indhold