Sport18. januar 2024

Holger Rune om fransk overmand: Han havde intet at miste

Holger Rune gav Arthur Cazaux plads til lidt for meget, siger danskeren efter sin exit fra Australian Open
Det var en kæmpe overraskelse, da verdens nummer 122 ekspederede den 8. seedede dansker ud. 
Det var en kæmpe overraskelse, da verdens nummer 122 ekspederede den 8. seedede dansker ud.
 Foto: WILLIAM WEST/Ritzau Scanpix

Holger Rune var for god ved den undertippede franskmand Arthur Cazaux, der torsdag formiddag overraskende sendte danskeren ud af Australian Open i anden runde.

Det siger Rune på et pressemøde efter franskmandens sejr.

- Han havde tydeligvis intet at miste, så han gav den hele armen. Jeg lod ham få lov til lidt for meget, så han kunne spille mere frit, siger Rune.

Den ottendeseedede dansker tabte med 6-7, 4-6, 6-4, 3-6 til verdens nummer 122, Arthur Cazaux, på Margaret Court Arena efter 3 timer og 23 minutters spil.

I løbet af kampen var det tydeligt, at Rune var frustreret - særligt over franskmandens serv, som voldte danskeren store problemer.

Kort inde i andet sæt opstod en hændelse, hvor Rune under et sidebytte ramte en mikrofon på dommerstolen. Det er uklart, præcis hvad der skete, men han fik efterfølgende en påtale af dommeren.

- Jeg var ved at blive ramt i hovedet af mikrofonen, så det var bare selvforsvar, lyder det fra Rune selv.

Danskeren kæmpede også med sit knæ i løbet af kampen, som han i tredje sæt fik behandling for.

Rune fortæller på pressemødet, at det var et problem, der opstod allerede i hans første kamp i turneringen.

- Jeg mærkede det en smule i første kamp, og så blev det værre, siger han.

- Efter at jeg tog en toiletpause i andet sæt, fik jeg det ret koldt, og så gjorde det ondt. Men det hjalp at få behandling, og det var ikke grunden til, at jeg tabte.

Rune skiftede i løbet af 2023 ud i sin trænerstab flere gange, hvorfor der var blevet rejst spørgsmålstegn om, hvorvidt han var klar til at være med, hvor det er sjovt, allerede i årets første grand slam.

Men optakten til Australian Open har ifølge Rune selv ikke fejlet noget.

- Min forberedelse til den her turnering har været perfekt. Jeg har spillet de kampe, jeg skulle. Jeg har trænet ordentligt. Jeg var klar fysisk. Det er nogle få ting, jeg skal gøre bedre til næste gang, siger han.

Sponsoreret indhold