Sport17. maj 2023

Holger Rune efter imponerende sejr mod Novak Djokovic: - Vigtigt at være modig hele vejen

Holger Rune spillede med stort mod i de afgørende dueller i kvartfinalesejren over Novak Djokovic
Holger Rune var tydeligt rørt efter den flotte sejr mod Novak Djokovic i Italian Open. 
Holger Rune var tydeligt rørt efter den flotte sejr mod Novak Djokovic i Italian Open.
 Foto: Ritzau Scanpix

Novak Djokovic har mange gange formået at spille sig ud af de største problemer på tennisbanen.

Det var den danske tenniskomet Holger Rune særdeles bevidst om, da den 20-årige dansker onsdag slog den serbiske verdensetter med 6-2, 4-6, 6-2 i kvartfinalen i Rom.

Da danskeren havde bragt sig foran med 4-0 i tredje sæt, vidste Rune, at han skulle blive ved med at spille med stort mod, da han skulle lukke kampen.

- Jeg vidste, at når Novak går ind i det mode, så er der intet, der kan påvirke ham.

- Så spiller han frit og aggressivt, og det er svært, for han kan lægge et stort pres på én. Jeg blev ved med at lave gode returneringer og være modig, siger Holger Rune i sit sejrsinterview.

Selv om det var anden gang i træk, at danskeren slog verdensetteren, er Rune bevidst om, at den slags sejre ikke kommer af sig selv.

- Jeg forbliver ydmyg. Man skal altid være ydmyg, og det er jeg.

- Sådan håber jeg også, at I ser mig. Jeg er en stor fighter, og jeg skulle kæmpe hårdt for det her. Jeg er en stor fan af Novak, og han er en stor inspiration for mig, siger Rune.

I semifinalen i Rom skal danskeren op imod enten norske Casper Ruud eller Francisco Cerundolo fra Argentina.

Hvem det bliver, afgøres onsdag aften.

Sponsoreret indhold