Sport30. januar 2024 (opd. 30. januar 2024)

Holger Rune dropper samarbejde med træner efter få uger

Det blev blot til en måned med Severin Lüthi på danskerens trænerbænk
Holger Rune
Holger Rune skal ikke trænes af schweiziske Severin Lüthi mere.
 Foto: William West/AFP/Ritzau Scanpix

Den danske tennisspiller Holger Rune dropper efter få uger samarbejdet med den schweiziske træner Severin Lüthi.

Det oplyser Runes mor og manager, Aneke Rune, til B.T.

20. december skrev Rune ellers på Instagram, at han havde fået Lüthi som ny træner.

- Timingen med Severin var helt klart ikke rigtig. Holger har brug for en træner, der er hos ham hele tiden og en super coach. Det ville blive for få uger, Severin ville kunne dække til, at der ville kunne komme den kontinuitet, som Holger har brug for, siger Aneke Rune til B.T.

Den 47-årige Lüthi var træner for Roger Federer fra 2007 til 2022, da Federer indstillede karrieren.

Federer vandt 20 grand slam-turneringer i karrieren. 11 af dem fra 2007 og frem.

I stedet bliver Kenneth Carlsen en del af teamet omkring den danske tennisstjerne, der også tæller den tidligere tyske legende Boris Becker.

- Med konstellationen Boris og Kenneth får Holger det flow, han ønsker for sin udvikling og stabilitet. Boris og Kenneth har været i kontakt siden preseason, da Kenneth allerede var tænkt ind i trænerteamet. Og fremover vil majoriteten af alle de store turneringer være med begge trænere, siger Aneke Rune.

Holger Rune havde et turbulent 2023 på trænerfronten.

I første del af sæsonen samarbejdede Rune undervejs både med den mangeårige træner Lars Christensen og den franske stjernetræner Patrick Mouratoglou.

Efter det tidlige exit i US Open sagde Rune farvel til Mouratoglou og indstillede sig på at arbejde med Lars Christensen, men også det samarbejde kom til en ende i slutningen af 2023, og i stedet blev Becker en del af danskerens hold, der inden jul blev udvidet med Lüthi.

Rune stiller i denne uge op i ATP 250-turneringen i Montpellier, hvor han er topseedet og sidder over i første runde. Han skal i aktion i anden runde torsdag.

Sponsoreret indhold