Sport10. september 2023

Hjulmand om finsk modstander: - Jeg er træt af hans lange arme

Kasper Hjulmand var tilfreds med den danske 1-0-sejr over Finland, men der var en af de finske spillere, som han var godt træt af
Landstræner Kasper Hjulmand før EM-kvalifikationskampen mellem Finland og Danmark på Olympiastadion i Helsinki, søndag den 10. september 2023.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)
Kasper Hjulmand var godt træt af specielt en af de finske modstandere.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det ser godt ud for det danske fodboldlandshold i EM-kvalifikationen efter søndagens 1-0-sejr ude over Finland, men der er stadig plads til spillemæssig forbedring.

Sådan lyder det fra landstræner Kasper Hjulmand på et pressemøde efter kampen, der blev afgjort af Pierre-Emile Højbjergs langskudsmål i det 86. minut.

- Det var en lettelse for os at score så sent, for nu har vi fået en meget vigtig sejr. Det er en fantastisk følelse. Vores mål var et afgørende øjeblik for gruppen, siger landstræneren.

Med sejren overtager Danmark gruppens førsteplads, og det danske restprogram er gunstigt.

Spillemæssigt skal det dog blive bedre, medgiver Hjulmand. Danmark fik lov til at styre kampen i Helsinki, men kom ikke til åbne målchancer. Kun langskud truede det finske mål.

Derfor skal landsholdet blive dygtigere til at spille bolden hurtigere rundt, hvis Danmark skal få succes i resten af kvalifikationen og ved næste års EM.

Landstræneren så dog en lille udvikling fra første til anden halvleg i søndagens sejr.

- Vi spillede bolden for meget til siden. Vi skal spille mere direkte, vi skal spille hurtigere ind gennem modstandernes linjer.

- Der var mange muligheder for at gøre det bedre i første halvleg. Vi havde mange muligheder for at skabe chancer, men vi havde ikke nok kvalitet i den sidste aflevering. Vi ændrede vores positioner lidt i anden halvleg, og det gjorde os farligere, siger Kasper Hjulmand.

Længe lignede kampen en nullert, men Hjulmand er ikke overrasket over, at Danmark sikrede en forløsende sejr i slutfasen. Han så et fysisk overskud hos danskerne, og det mønster har han set før.

- Vi skubbede på til sidste, og vi havde en plan til lige det her scenarie. Vi ville gå efter sejren til sidst, og det gjorde vi.

- Det er enormt svært at spille mod et så kompakt og hårdt kæmpende forsvar, siger Hjulmand og uddeler ros til Finlands landsholdsmålmand, Lukas Hradecky, der kom i vejen for et par kvalificerede langskud.

- Jeg er lidt træt af hans lange arme, siger Hjulmand.

Sponsoreret indhold