Henrik Toft Hansen begrunder skifte: -Jeg er først og fremmest familiefar
LÆS OGSÅ: Rikke Iversen fortæller om hård oplevelse: – Jeg brød sammen
Sene træningspas samt mange og lange rejsedage.
Sådan var livet, da Henrik Toft Hansen havde den franske storklub Paris Saint Germain som klubadresse.
Nu er adressen skiftet ud med Mors-Thy Håndbold hjemme i Danmark, og en af de afgørende årsager til skiftet er, at det giver mere tid med familien. Det fortæller han til Nordjyske.
-Jeg er først og fremmest familiefar. Jeg vil gerne være en del af de ting, som mine to børn beskæftiger sig med, og så er jeg håndboldspiller ved siden af.
Den tidligere landsholdsstregspiller har sammen med konen, Ulrikke, børnene Oliver på syv år og Ida på fem år.
I Paris trænede Henrik Toft oftest sent på dagen, imens Champions League-kampe og lange udebaneture i ligaen ligeledes betød, at der sjældent var mulighed for kvalitetstid med børnene.
Derfor var et skifte hjem til Danmark og Mors-Thy Håndbold også en oplagt mulighed for at få mere tid med familien.
I interviewet fortæller han, at det begyndte at gøre ondt ikke at se børnene mere. Han ønskede ikke længere, at børnene så ofte skulle spørge efter, hvor han var henne, når han var til kamp eller træning.
36-årige Henrik Toft Hansen har spillet 148 landskampe for Danmark, for hvem han kan prale med at have vundet både EM, VM og OL.
Han har desuden spillet i storklubber som HSV Hamburg, Flensburg-Handewitt og PSG.
Et skifte hjem til Danmark har dog ikke i første omgang betydet, at Henrik Toft Hansen ikke længere spiller med i toppen.
Mors-Thy Håndbold ligger nemlig nummer to i den danske liga efter ni kampe.