Sport10. juli 2024 (opd. 10. juli 2024)

Henrik Knudsen og Leif Nyholm skal finde nyt arbejde

Duoen er efter flere årtier i gang med deres sidste måneder som golfkommentatorer hos Viaplay
Henrik Knudsen.
Henrik Knudsen.
 Foto: Viaplay

De mangeårige golfkommentatorer Henrik Knudsen og Leif Nyholm skal snart se sig om efter noget andet at lave.

Duoen er efter flere årtier i gang med deres sidste måneder som golfkommentatorer hos Viaplay.

Det bekræfter 66-årige Henrik Knudsen onsdag over for Ekstra Bladet. Den velkendte golfstemme havde foretrukket at tage endnu en tørn i kommentatorboksen.

- Jeg havde håbet at trappe ned, men får så at vide fra ledelsen, at de gerne vil prøve noget nyt. De vil nok gerne henvende sig til et yngre publikum, siger Henrik Knudsen.

Han fortæller, at han har været fastansat på tv-stationen i 34 år, og at han og Leif Nyholms makkerskab går 32 år tilbage.

Henrik Knudsen har regnet sig frem til, at duoen har kommenteret omkring 110 majorturneringer og 15 Ryder Cups sammen.

Ifølge Ekstra Bladet havde Leif Nyholm selv besluttet at stoppe efter denne sæson.

Vice president for sport hos Viaplay, Benjamin Munk Lund, skriver til avisen, at det er en institution i dansk tv-sport, der stopper hos Viaplay.

Selv om han betegner de to kommentatorer som fremragende, så vil tv-stationen prøve noget andet.

- Før eller siden har alting i tilværelsen et udløb, og det er korrekt, at vi har givet Henrik og Leif den melding, at vi - hvis vi også i fremtiden har rettigheder til golfens store majorturneringer - synes, at tiden nu er kommet til at sætte et nyt hold på disse golfopgaver, lyder det fra Benjamin Munk Lund.

Den sidste opgave for de to golfkommentatorer bliver DP World Tour Championship, der spilles i november.

Sponsoreret indhold