Sport28. juni 2024

Helle Smidstrup skal lave tv igen

Den tidligere Premier League-vært blev i efteråret opsagt på Viaplay - nu har hun fået chancen hos DR
Helle Smidstrup skifter sporten ud med nyheder.
Helle Smidstrup skifter sporten ud med nyheder.
 Foto: Thomas Laursen

Viaplay Sport meldte i efteråret ud, at seks ansatte var blevet opsagt eller ikke fik deres kontrakt forlænget.

Streamingtjenesten valgte blandt andet at opsige Premier League-værten Helle Smidstrup, hvilket kom som en stor overraskelse for mange.

- Det er jeg naturligvis ærgerlig over, for jeg har elsket mit job. Det har været et kæmpe privilegium at arbejde med Premier League, skrev Smidstrup dengang på X.

Men nu kan den garvede sportsvært afsløre, at hun kaster sig ud i nye udfordringer - og et nyt stofområde. Det deler hun i et opslag på LinkedIn fredag eftermiddag:

- JOBNYT. Jeg vil virkelig gerne lave NYHEDER! Sådan har mit svar lydt, når folk har spurgt mig, hvad jeg allerhelst vil i mit arbejdsliv. Nu har jeg fået chancen - og så endda i Danmarks største mediehus DR - Danmarks Radio. Jeg er startet i DR Nyheder, hvor jeg primært skal være livereporter på TV-AVISEN og TVA LIVE. Jeg glæder mig helt vildt og er allerede blevet taget så fantastisk imod i DR Byen, skriver hun.

For nyligt kunne Viaplay-kollegaen Signe Vadgaard fortælle, at hun også skal bruge sommeren hos DR. Nærmere bestemt hver fredag mellem klokken 14.00 og 16.00, hvor hun har fået sit helt eget liveprogram på P4.

Vadgaard skifter dog ikke Viaplay helt ud med DR. Hun overtager nemlig jobbet som Premier League-vært fra netop Helle Smidstrup i den kommende sæson.

Sponsoreret indhold