Sport7. oktober 2022

Helle hyldes for heltemod: Her stopper hun maskerede baneløbere

En video af midtjyske Helle Lyager går viralt, efter hun modigt stillede sig i vejen for baneløbere inden Europa-League-kampen
Helle Lyager stopper baneløbere
Det blev en mere intens aften foran tribunerne end normalt for Helle Lyager.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En kvinde gjorde sig særligt bemærket inden kampen mellem danske FC Midtjylland og hollandske Feyenoord.

Inden kampstart opstod der nemlig tumult i den ene ende af MCH Arena, da hollandske fans havde fået sneget sig ind på danske tribuner, og stod blandt de midtjyske fans.

Voldsparate hollandske fans i den anden ende var også klar til at deltage i slåskampene, men det var kontrollør Helle Lyager ikke med på.

I en video, der er blevet delt på sociale medier med rosende ord til kontrolløren, ser man, hvordan den hårdhudet kvinde får grebet fat i en af de tre til fire unge maskerede mænd.

Efter lidt kamp og skub mod de unge mænd lykkes det Helle Lyager at få gennet de hollandske fans tilbage over indhegningen og dermed forhindre, at slåskampen udvikler sig yderligere.

Helle Lyager stopper baneløbere
Her forsøger Helle Lyager at få styr på nogle af Feyenoord's fans, der er løbet på banen inden Europa League gruppe F kampen mellem FC Midtjylland og Feyenoord Rotterdam i Herning torsdag.
 Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

TV 2 har talt med aftenens helt, der dagen derpå har været lidt anspændt efter gårsdagens episode.

- Pludselig kom de bare løbende hernede fra, og jeg tænkte selvfølgelig, at de ville ned for at slås. De skulle bare ikke derned! Så jeg fokuserede bare på at holde dem væk, siger Helle Lyager.

Det er ikke kun videoen af Helle Lyagers heltemod, der er gået viralt, men også videoer oppe fra tribunerne viser, hvordan politiet i store grupper jagter de voldsparate fans.

De voldsomme scener fik også flere til at forlade MCH Arena før tid af frygt for, hvad der kunne ske. Det oplyser flere kilder til TV 2.

Sponsoreret indhold