Sport24. maj 2023

Heinz Ehlers trods afklapsning: Hylder uprøvet VM-hold

Landstræneren har intet at bebrejde sine spillere trods et stort nederlag i afskedskampen
Heinz Ehlers mener, at holdet gjorde alt, hvad de kunne.
Heinz Ehlers mener, at holdet gjorde alt, hvad de kunne.
 Foto: Ritzau Scanpix

En afklapsning på 1-7 i afskedskampen mod Finland ødelægger ikke den afgående landstræner Heinz Ehlers' humør eller syn på sit holds præstation ved ishockey-VM.

Ehlers er yderst tilfreds med den indsats, et ret uprøvet og afbudsramt dansk hold leverede i de syv kampe, der indbragte en samlet tiendeplads.

- Allerede i marts vidste vi, at Nicholas B. Jensen ikke kunne spille, og at Philip Larsen højst sandsynligt ikke stillede op. Da Oliver Larsen blev skadet kort inden VM, vidste vi godt, at det blev svært.

- Og da Oliver Lauridsen så også gik i stykker undervejs, var det bare for mange rutinerede backer, der manglede.

- Kombineret med mangel på rutine på målmandsposten og to-tre wings, der var nødt til spille center, så kan jeg kun have respekt for indsatsen.

- Da vi tog afsted, var jeg glad bare for overlevelse. Det skal jeg være ærlig at sige. Men vi var allerede sikret efter to kampe, og i kamp fire stod vi med chancen for at komme i kvartfinalen, siger Heinz Ehlers.

Danmark tager hjem med et facit på tre sejre og fire nederlag. At det sluttede med et tungt nederlag mod verdensmestrene, fik ingen betydning, for danskerne var allerede slået ud af turneringen, inden de gik på isen.

- Vi havde en kamp mod Sverige i går (mandag, red), der kostede mange kræfter, mens Finland havde fri. Der er ikke så meget at sige til det.

- Vi mødte et verdensklassehold og måske den bedste modstander, jeg har været med til at møde i min karriere.

- Jeg har intet at bebrejde vores spillere. De gjorde, hvad de kunne. Men det er klart. Vi har en syv-otte mand, der spiller i Metal Ligaen. Det er bare svært mod NHL-spillere og stjerner fra den schweiziske og svenske liga, siger Heinz Ehlers.

Sponsoreret indhold