Sport22. maj 2023

Hari Budha Magar mangler begge ben: Bliver den første nogensinde til at bestige Mount Everest

Selv om britisk-nepalesiske Hari Budha Magar mangler begge ben, så er det ikke stoppet ham fra at bestige Mount Everest som den første benamputerede nogensinde
Hari Budha Magar mangler begge sine ben, men det stoppede ham ikke i at være den første benamputerede nogensinde til at bestige Mount Everest.
Hari Budha Magar mangler begge sine ben, men det stoppede ham ikke i at være den første benamputerede nogensinde til at bestige Mount Everest.
 Foto: Prakash Mathema/AFP/Ritzau Scanpix

Som den første nogensinde har den 44-årige Hari Budha Magar gjort noget helt ekstraordinært.

19. maj lykkedes det nemlig den britisk-nepalesiske mand at bestige Mount Everest som den første nogensinde uden ben.

Hari Budha Magar er britisk krigsveteran og mistede begge sine ben i 2010, da han patruljerede med sin deling i Afghanistan. Her blev han ramt af en såkaldt improviseret sprængladning.

Det medførte, at han måtte have amputeret begge ben over knæene.

I et Twitter-opslag fortæller han, at det nu er lykkedes ham at nå toppen af verdens højeste bjerg i 8.849 meters højde.

"Da Hari nåede toppen, råbte han: "Vi gjorde det!" i taknemmelighed til hele det hold, der gjorde det muligt for ham at nå succes," står der bandt andet i opslaget, der er lavet på Hari Budha Magars egen profil.

Det var dog ikke lige let for Hari Budha Magar at nå til toppen. For i 2017 gjorde Nepals regering det nemlig ulovligt for blinde eller amputerede at bestige verdens højeste bjerg på grund af faren for dødsfald.

Siden bjerget for første gang blev besteget i 1953 har der været 310 dødsfald.

Forbuddet blev igen ophævet i 2018, efter Hari Budha Magar protesterede til Nepal regering.

I Twitter-opslaget oplyses det, at den 44-årige bjergbestiger igen er tilbage i base camp i 5.400 meters højde.

Hari Budha Magar har under bjergbestigningen samlet penge ind til velgørende formål. Det er lykkedes ham at indsamle 884.900 britiske pund. Det svarer til godt 7,6 millioner danske kroner.

Sponsoreret indhold