Sport11. oktober 2022

Hårde konsekvenser for Ajax København: Erklæres konkurs og rykkes ned

Håndboldklubben har en gæld på seks millioner kroner
Daniel Svensson var direktør i Ajax København fra 2019 til 2022. Mens forsikringsbrølerne fandt sted.
Daniel Svensson var direktør i Ajax København fra 2019 til 2022. Mens forsikringsbrølerne fandt sted.
 Foto: Dan Mariegaard

Håndboldklubben Ajax København er tirsdag blevet erklæret konkurs i Sø- og Handelsretten i København.

Dermed tvangsnedrykkes klubben til 3. division, skriver TV 2.

I retten blev det oplyst, at selskabet har en gæld på omkring seks millioner kroner.

Nu bliver der indsat en kurator, der skal forsøge at redde selskabet på bedste vis, lyder det.

Til stede i retten var Ajax-spilleren Mads Bro, der følte sig lettet, da konkursen var en realitet.

- Jeg synes, det er rart, at der kommer en afklaring på det. Også til de tilbageværende. Jeg synes bare, det er rart, at der kommer en afklaring, så alle kan køre videre, siger Mads Bro til TV 2.

Nyheden om en truende konkurs kom i begyndelsen af september, da klubbens herrespillere ikke havde fået løn. Få dage efter meddelte bestyrelsesformand Henrik Ritlov, at man manglede mellem 1,5 og 1,8 millioner kroner for at undgå konkurs.

Spillerne var heller ikke længere forsikrede, og det medførte, at kampen mod Aarhus HC blev aflyst med kort varsel 1. oktober, da Håndbold Spiller Foreningen anbefalede, at spillerne ikke gik uforsikrede på banen.

Igen i fredags måtte man opgive at gennemføre en kamp, da man blot havde fire spillere til rådighed ved kampstart mod Team Sydhavsøerne.

Da havde spillerne allerede fået at vide, at de kunne blive fritstillet, hvis de ønskede det.

Sponsoreret indhold