Sport11 timer siden (opd. 10 timer siden)

Håndboldspiller Louise Burgaard er gravid

Håndboldspiller Louise Burgaard er gravid. Det fortæller hun i et opslag på Instagram.

Håndboldspiller Louise Burgaard fra Odense Håndbold er gravid.

Sammen med sin mand venter hun sit første barn til januar, oplyser landsholdsspilleren i et opslag på Instagram.

Burgaard misser dermed store dele af den kommende sæson.

- Jeg kommer til at støtte pigerne i Odense Håndbold alt det, jeg kan, uden for banen i første del af sæsonen, og så krydser jeg fingre for, at jeg kan være klar til at joine dem på banen i sidste del af sæsonen i jagten på flere titler.

- Jeg har fortsat store ambitioner både med klubben og landsholdet og har masser af motivation og gåpåmod for at komme stærkt tilbage, skriver 32-årige Burgaard i Instagram-opslaget.

Højrebacken har gennem mange år været en profil på det danske håndboldlandshold, hvor hun fik debut i 2011.

Hun var dog ikke med ved EM i december på grund af skadeproblemer. Nu går hun også glip af VM til december.

I forbindelse med skadepausen sidste år kom Burgaard med et opråb om upassende graviditetsspørgsmål.

- Og venner, så vær lige søde ikke at spørge kvindelige håndboldspillere, om de er gravide, hvis de ikke spiller. Du kan tænke dit, men hvad regner du med?

- Tænker ikke, nogen lige breaker deres graviditet for en fremmed mand ude i VIP-loungen. (Jeg forestiller mig), det kan være sårbart, man ved aldrig, om folk kæmper, og det er en ret privat ting, skrev Louise Burgaard i et Instagram-opslag i november.

Burgaard vendte tilbage til dansk håndbold og Odense i 2024 efter fem år i franske Metz.

I den forgangne sæson var hun med til at vinde DM-guld med Odense, der også nåede finalen i Champions League.

Tidligere i karrieren har hun spillet Holstebro, Viborg og FC Midtjylland.

Sponsoreret indhold