Golfspiller Paige Spiranac afviser sexrygter: - Det var forfærdeligt

Paige Spiranac vakte stor opsigt, da hun for alvor kom frem i den professionelle golfverden i 2015.
Det var dog i langt højere grad hendes udseende, end hendes spil, der blev omtalt.
Samtidig opstod der onde rygter om, hvordan hun havde fået adgang til at spille i sin første turnering. Det fortæller hun i podcasten "Quiet Please".
- Der var konstant kommentarer om, at jeg havde "givet seksuelle tjenester for at komme med", og de sagde det, så jeg kunne høre det. Det var hårdt, fortæller hun.
- Det var min første professionelle turnering, og det var virkelig svært. Jeg ville bare gerne være vellidt, og jeg spillede så dårligt. Det var forfærdeligt.
Ifølge Spiranac er hun især blevet dømt af andre kvinder, fordi hun ved siden af golfspillet også var og er influencer.
Samtidig fortæller hun, at hun på ingen måde var klar til den omtale, der fulgte med pludselig at gå viralt.
- Det var dengang, folk ikke gik viralt hele tiden, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle håndtere det, og hele mit liv blev vendt på hovedet.
Hun mindes flere "brutale" møder på golfbanen med andre kvinder, der ville skynde sig væk, når hun kom.
Samtidig kan Paige Spiranac dog også godt forstå, hvis nogle af hendes golfkollegaer følte sig ramt over den pludselige og store opmærksomhed, der var omkring hende.