Sport7. marts 2024

GOG griber ud efter fjerdeplads med CL-sejr i Slovenien

Håndboldherrerne fra GOG leverede et fint punktum på Champions Leagues gruppespil med en sejr over Celje
GOG sejrede i Slovenien. 
GOG sejrede i Slovenien.
 Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

GOG vandt torsdag aften 34-30 ude over slovenske Celje i den sidste kamp i Champions Leagues gruppespil.

Allerede inden kampen var GOG sikker på at gå videre til turneringens knockoutfase.

Men sejren kan vise sig at blive vigtig, da GOG lige nu står til at slutte på fjerdepladsen i gruppen.

Hvis Montpellier senere torsdag aften taber på udebane til Barcelona, så er fjerdepladsen en realitet.

Med fjerdepladsen skal GOG møde kroatiske Zagreb i ottendedelsfinalerne. Ryger GOG ned på femtepladsen, så venter polske Kielce, som på papiret er en vanskeligere modstander.

I torsdagens kamp viste GOG-spillerne stor professionalisme i kampen mod Celje, der er gruppens bundprop med lutter nederlag.

Ti minutter før pausen blev kampen afbrudt i lidt mere end en halv time, da en tilskuer havde brug for lægehjælp. På det tidspunkt stod det 10-9 til Celje.

GOG nåede at få udlignet til 15-15 inden pausen, og det var også lige i det første kvarter af anden halvleg.

Fynboerne satte dog tingene på plads i slutningen af anden halvleg, hvor Tobias Thulin lukkede af i udeholdets mål.

De velspillende GOG-bagspillere Aaron Mensing og Emil Madsen var også meget afgørende i sejren. Aaron Mensing blev kampens topscorer med ti mål, mens Emil Madsen bidrog med ni mål.

Sponsoreret indhold