Sport20. juli 2023

Gør det: Kasper Asgreen vinder Tour de France-etape

Danskeren vinder 18. etape af Tour de France
Kasper Asgreen snød favoritterne og vandt 18. etape af Tour de France. 
Kasper Asgreen snød favoritterne og vandt 18. etape af Tour de France.
 Foto: Ritzau Scanpix

Sprinterne havde sat næsen op efter en massespurt, men Kasper Asgreen ville det anderledes på 18. etape af Tour de France.

Her tog den danske Quick-Step-rytter fusen på feltets hurtigste ryttere.

Asgreen sad med i dagens udbrud, som lige nøjagtigt ikke blev indhentet. På opløbningsstrækningen - med et frådende felt lige bag sig - kørte han på de sidste meter fra de ryttere, han var nået frem til mål med, og sejrede.

Jasper Philipsen i den grønne trøje vandt spurten i feltet foran Mads Pedersen, kun et par sekunder efter at Asgreen havde krydset stregen.

Det er den tredje danske etapesejr i dette års Tour de France og Kasper Asgreens første i en grand tour.

På grund af rutens udformning var klassementsrytterne ikke i fokus. Der skete derfor heller ingen forskydninger i stillingen, som Jonas Vingegaard dermed fortsat fører suverænt med 7 minutter og 35 sekunder ned til Tadej Pogacar.

Efter flere hårde etaper med enkeltstart og bjerge var der lagt op til en mere afslappende dag i feltet.

Etapeprofilen var overvejende flad, så forventningen var, at det skulle ende med en massespurt.

Sådanne etaper følger som regel et fast manuskript. Et udbrud - som ingen tror på, holder hjem - bliver hurtigt dannet for så at blive indhentet et stykke før mål, hvorefter sprinterne og deres hold tager spotlightet.

Men torsdag var der altså et plottwist.

En trio bestående af Kasper Asgreen, belgiske Victor Campenaerts (Lotto-Dstny) og norske Jonas Abrahamsen (Uno-X) kom tidligt afsted.

De blev holdt i meget kort snor og havde maksimalt lidt over halvandet minut ned til feltet.

Campenaerts holdkammerat Pascal Eenkhoorn gjorde fronttrioen til en kvartet med små 60 kilometer tilbage.

Det gav udbruddet lidt nyt liv, og forspringet steg en smule. Det fik flere hold i feltet, hvor der måske begyndte at sprede sig en smule panik, til at tage del i jagten.

Udbruddets forspring blev mindre, men det gik ikke specielt hurtigt. Med fem kilometer til mål havde Asgreen og co. feltet 15 sekunder bag sig.

En kilometer fra mål var der kun seks-syv sekunder ned til feltet. Det hele endte med at skulle afgøres på opløbsstrækningen, hvor udbryderne lige formåede at holde sprinterne bag sig.

Asgreen åbnede sin spurt omkring 250 meter fra mål og holdt Jonas Abrahamsen og Pascal Eenkhoorn bag sig.

Opdateres …

Sponsoreret indhold