Gør det igen: Mads Pedersen vinder 1. etape af PostNord Danmark Rundt

Mads Pedersen viste på 1. etape af PostNord Danmark Rundt, at den storform, han har vist tidligere på sæsonen, fortsat sidder i benene.
Hans Lidl-Trek-mandskab greb dirigentstokken i finalen, hvor han selv endte i en gruppe på ti mand til slut. Og i den kunne ingen hamle op med den hurtige eksverdensmester.
Mattias Skjelmose kørte kaptajn Pedersen frem til spurten, hvor ingen af de ni andre ryttere kunne matche favoritten.
Med sejren tager Mads Pedersen også løbets første førertrøje.
Slovakken Lukas Kubis og danske Conrad Haugsted kom ind på de næste pladser i spurten, hvor resterne af et vingeskudt hovedfelt kom i mål 38 sekunder senere.
Efter omkring 20 minutters kørsel lykkedes det seks mand at slippe fri af feltet - halvdelen af dem med dansk pas.
Magnus Bak Klaris, Conrad Haugsted og Julius Johansen stak afsted sammen med en belgier, en nordmand og en lette.
Det mest bemærkelsesværdige var, at BHS-PL Beton Bornholm, holdet der for alt i verden skulle med i udbrud på egen hjemmebane, havde misset det.
Et desperat forsøg på at køre en mand op til udbruddet mislykkedes. Straffen var, at holdet i en lang periode blev sat til at trække i feltet, hvor udbruddets forspring blev holdt til omkring to minutter.
70 kilometer fra mål begyndte Lidl-Trek og Alpecin-holdet at indtage hovedrollen i feltet. Positionskampen kunne straks aflæses på udbruddets forspring, som på omkring ti kilometer faldt til et minut.
Det var dog lidt for hurtigt, i forhold til hvornår man ville køre udbruddet ind. Derfor sænkede man farten igen, indtil 45 kilometer fra mål, da den stejle bakke i Helligpeder første gang bød sig til på en rundstrækning.
Mads Pedersen satte sig frem og trykkede gaspedalen i bund. Det blev startskuddet til finalen, hvor Lidl-Trek for alvor tog teten.
På skift rykkede Pedersen og den danske mester Søren Kragh Andersen i starten, og til sidst kom Pedersen fri sammen med holdkammerat Mattias Skjelmose og tre andre.
De indledte jagten på de fem tilbage i front, og ti kilometer fra mål blev ti mand samlet på vej mod målet i Rønne.
En enkelt faldt fra, Skjelmose lukkede et par forsøg fra konkurrenter, og så kunne Pedersen træde uimodståeligt an 250 meter fra mål.