Sport19. januar 2024

Gidsel om kaotisk afslutning: - I fik drama for alle pengene

Mathias Gidsel var i højt humør efter 28-27 sejren over Sverige og sendte store roser til de medrejsende danske fans i Hamborg
Mathias Gidsel blev kampens topscorer med hele 10 mål.
Mathias Gidsel blev kampens topscorer med hele 10 mål.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Mathias Gidsel løb med titlen som kampens spiller fredag aften, men ifølge ham var det de danske fans, der fortjente den største hyldest:

- Det er fantastisk. Jeg kan ikke beskrive, hvor priviligerede og heldige, vi er. Vi har verdens bedste fans. Vi var i Malmø og Stockholm sidste år, hvor der var danskere over det hele, sagde han til TV 2 Sport og fortsatte:

- I dag var vi i Hamborg, hvor der var danskere over det hele. Tak er for kort et ord til at udtrykke den taknemmelighed, vi har på det danske landshold over, at Hamborg er malet i rød og hvid.

Og Mathias Gidsel var ikke den eneste, der havde bemærket den store opbakning og de rød/hvide farver, der fyldte i hele hallen i Hamborg.

- Det er virkelig dejligt at se, hvor mange danskere, der har taget turen herned for at støtte op om os. Det er vi meget taknemmelige for, lød det også fra holdkammeraten Hans Lindberg efter kampen til TV 2 Sport.

Danmark var foran i store dele af opgøret, og selvom det blev helt tæt mod kampens afslutning, formåede de danske verdensmestre at sikre to vigtige point.

- Det blev lige præcis det drama, det skulle være. Vi sagde, det var en nøglekamp - måske en af de vigtigste i turneringen, og I fik allesammen drama for alle pengene, sagde Mathias Gidsel.

Med sejren kan Danmark allerede på søndag sikre sig en plads i semifinalen, hvis man skaffer minimum ét point mod Norge.

Sponsoreret indhold