Sport1. marts 2024 (opd. 1. marts 2024)

Fyret efter 50 dage: Magne Hoseth færdig hos Lyngby

– Det er alene et spørgsmål om et fejlskøn fra klubbens side, skriver Lyngby på sin hjemmeside om fyringen.
50 dage fik Magne Hoseth i trænersædet.
50 dage fik Magne Hoseth i trænersædet.
 Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Superligaklubben Lyngby har fyret cheftræner Magne Hoseth efter 50 dages ansættelse.

Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Her kalder man ansættelsen af nordmanden for et "fejlskøn" fra klubbens side.

- Vi er frygtelig kede af situationen. Det er udelukkende os, der kan kritiseres, og vi vil gøre alt for at hjælpe Magne og familien videre. Det er os, der har trukket Magne ud af et godt job, fået hans familie til Danmark, og det må således også være os, der tager skraldet.

- Vi har intet at bebrejde Magne for, og vi håber, at det er åbenlyst for enhver, at det intet har med de to første kampe at gøre, siger Lyngby-direktør Andreas Byder.

Ifølge Lyngby manglede der opbakning til Hoseth fra både spillere og den øvrige stab. Det har "manglet tydelighed og involvering".

- Staben omkring cheftræneren har været frustrerede og kede af det. Det samme gælder nu spillerne, og i denne uge er det blevet klart for os, at det er opstået en opgivenhed og manglende tro på fremtiden, som gør, at vi nu reagerer - trods et helt forfærdeligt dilemma.

- Du har medarbejdere uden tro på fremtiden på den ene side og en fantastisk sympatisk mand med kun 50 dage i stolen på den anden side. Det er ikke en sjov beslutning på nogen måde, og vi kan kun håbe, at fodbold-Danmark ikke slagter os, men forstår den meget anspændte situation, vi har stået i, siger Andreas Byder.

Hoseth takker på Lyngbys hjemmeside for at have fået chancen, men erkender også, at samarbejdet var et mismatch.

- Det er en chance, som jeg værdsætter rigtig meget, men det er heller ingen hemmelighed, at jeg og Lyngby Boldklub har vist sig at være et mismatch, hvorfor jeg har fuld respekt og forståelse for klubbens beslutning. Jeg ønsker klubben alt det bedste fremover, siger Hoseth.

Hoseth afløste i januar islandske Freyr Alexandersson, som Lyngby sendte videre til den belgiske bundklub KV Kortrijk.

Han kom til efter et meget succesfuldt ophold hos færøske Klaksvik, som han var med til at gøre til mester og kvalificere til et europæisk gruppespil som det første færøske hold nogensinde.

I Lyngby blev det til 2-3 mod FC Nordsjælland og 0-1 mod Randers - begge på udebane.

Assistenterne Mikkel Beckmann og Mads Kristensen leder søndag holdet i hjemmekampen mod Hvidovre.

Sponsoreret indhold