Sport14. december 2022

Forfærdelig ulykke: Dør efter fald på VM-stadion

Efter dage på hospitalet er en sikkerhedsvagt død, efter at han faldt på Lusail Stadium
Efter dage på hospitalet er en sikkerhedsvagt død, efter at han faldt på Lusail Stadium.
Efter dage på hospitalet er en sikkerhedsvagt død, efter at han faldt på Lusail Stadium.
 Foto: Yukihito Taguchi/Usa Today Sports/Ritzau Scanpix

En sikkerhedsvagt har mistet livet efter et fald på Lusail Stadium i Qatar, der søndag er vært for finalen ved VM i fodbold.

Det bekræfter VM-arrangøren Supreme Committee på Twitter.

Det drejer sig om John Njua Kibue, der faldt lørdag, da han var på vagt på Lusail Stadium. Han blev straks tilset og behandlet, inden han blev kørt videre til et hospital med ambulance.

Efter tre dage på intensivafdelingen døde han tirsdag, skriver Supreme Committee.

- Vi sender vores dybeste kondolencer til hans familie, kolleger og venner i denne svære tid, lyder det i meddelelsen.

Supreme Committee bekræfter desuden, at man har åbnet en undersøgelse af ulykken, og sikkerhedsvagtens familie vil modtage de penge, som han havde til gode.

Lusail Stadium har under VM været vært for semifinalen mellem Argentina og Kroatien, kvartfinalen mellem Argentina og Holland og yderligere fem kampe.

Dødsfaldet er det femte bekræftede under VM. Tidligere har en filippinsk migrantarbejder mistet livet efter en ulykke på et resort, som Saudi-Arabien brugte under slutrunden.

Derudover er journalisterne Khalid al-Misslam, Roger Pearce og Grant Wahl døde, mens de dækkede VM-slutrunden, skriver Reuters.

Sponsoreret indhold