Forfærdelig tragedie i engelsk fodbold: Fan dør på stadion

LÆS OGSÅ: Malik fik hjertestop i Parken: Nu giver han lyd fra sig
Tragedien udspillede sig omkring klokken 21.30 tirsdag aften under kampen mellem Leyton Orient og Lincoln City, hvor hjemmeholdet havde bragt sig foran 1-0.
Her faldt en mand pludselig om med hvad der menes at være et hjerteanfald, det rapporterer The Indepentent.
Men kampen fortsatte på banen, så i et desperat forsøg på at redde manden, stormede ca. 20 fans ind på banen for at få dommerteamets opmærksomhed, mens andre forsøgte at give manden førstehjælp.
De sikkerhedsansvarlige på stadion er efterfølgende kommet under beskydning for ikke hurtigt at stoppe kampen, mens man forsøgte at redde mandens liv.
Da kampen endeligt blev stoppet, blev begge mandskaber sendt i omklædningrummet, inden kampen endegyldigt blev suspenderet.
På trods af indsatsen fra først medfans og siden paramedicinere, stod mandens liv ikke til at redde.
- Vi blev kaldt i går kl. 21:28 til rapporter om en person, der blev utilpas i Leyton Orient Football Club på Brisbane Road.
- Vi sendte en række ressourcer til stedet, herunder en indsatsleder, to læger i hurtigreaktionsbiler og et ambulancehold.
- Vores første læge ankom efter cirka fire minutter. Vi behandlede en mand på stedet, men desværre blev han, trods vores mandskabs bedste indsats, senere erklæret død, skriver London Ambulance Service, der rykkede ud til stadion for at forsøge at redde mandens liv.
Leyton Orient skriver på klubbens officielle profil på X (tidligere Twitter) blandt andet:
- Klubben vil gerne takke alle tilhængere, der var til stede på Brisbane Road denne aften for den forståelse og medfølelse, der blev vist i en meget vanskelig situation. Vi vil give en yderligere opdatering snarest.
Det er fortsat uvist hvornår kampen, der endte med at blive fløjtet af i det 84. minut, skal spilles færdig.