Sport9. november 2022

Fodboldstjernen Benjamin Mendy forsvarer sig selv: For fuld til at voldtage

Den tidligere Manchester City-spiller indrømmer i retten, at han elskede at have sex med mange kvinder, men påstår, at han var for fuld til at voldtage
Benjamin Mendy, der her ses i kamp mod danske Pierre-Emile Højbjerg, er tiltalt for syv voldtægter.
Benjamin Mendy, der her ses i kamp mod danske Pierre-Emile Højbjerg, er tiltalt for syv voldtægter.
 Foto: Ritzau Scanpix

Den opsigtsvækkende sag mod den tidligere Manchester City-back Benjamin Mendy og hans ven og kompagnon Louis Saha Matturie fortsætter for fuld blæs.

Fodboldstjernen sidder som bekendt på anklagebænken, hvor han er tiltalt for intet mindre end syv voldtægter af seks forskellige kvinder.

Den 28-årige fodboldspiller har nægtet sig skyldig i alle anklager, og da han tirsdag blev afhørt i retten i Manchester havde han en noget bemærkelsesværdig forklaring.

Det beretter flere britiske medier, heriblandt Mirror og Sky News.

I retten blev Benjamin Mendy afhørt om en påstået voldtægt af en teenager, der skal have fundet sted i fodboldspillerens hjem tilbage i august sidste år efter en bytur.

I den forbindelse hævdede den franske venstreback, at det simpelthen ikke var muligt for ham at voldtage kvinden dengang, fordi han var alt for fuld den pågældende aften.

- Jeg ved, hvordan man drikker, sagde Benjamin Mendy i retten, efter anklagemyndigheden viste en video af ham, der tydeligt påvirket træder ud af en bil ved sit hjem iført den pågældende kvindes tørklæde som pandebånd.

I retten forsøgte anklageren at få fodboldspilleren til at indrømme, at han var så fuld den pågældende aften, at han måske ikke har forstået kvindens signaler korrekt.

Det afviste Benjamin Mendy dog skulle være tilfældet.

- Jeg kan ikke engang gå lige på den video, men det betyder ikke, jeg var fuld nok til at gøre noget forkert.

I retten fortalte den tidligere Manchester City-stjerne, at han har været meget begejstret for at have sex med mange kvinder.

Mens han nægtede, at sexen skal være foregået mod nogens vilje, så indrømmede han, at han nok ikke altid behandlede kvinderne lige pænt bagefter.

- De kom ikke til mig på grund af mit udseende, men på grund af fodbolden, sagde han i retten og fortsatte:

- På det tidspunkt tænkte jeg ikke på, hvordan de havde det, eller om de kunne blive kede af det. Hvis de ville have sex, og jeg ville, så var alt fint. Jeg ville bare fortsætte min fest.

Benjamin Mendy er tiltalt for syv tilfælde af voldtægt, et tilfælde af seksuelt overgreb samt et voldtægtsforsøg. Han nægter sig skyldig i alle anklager.

Det samme gør hans ven og medtiltalte, Louis Saha Matturie, der er tiltalt for seks voldtægter og tre seksuelle overgreb.

Sponsoreret indhold