Sport21. februar 2023

Fodboldklub bekræfter: Sportsdirektør fundet død

Tyrkiske Hataysport har meddelt, at sportsdirektøren Taner Savut er omkommet efter jordskælvet
Taner Savut blev 48 år gammel. 
Taner Savut blev 48 år gammel.
 Foto: Twitter

Fodboldklubben Hatayspor meddelte lørdag, at spilleren Christian Atsu omkom som følge af det voldsomme jordskælv tidligere på måneden.

Tirsdag står det klart, at også Taner Savut, som var sportsdirektør i Hatayspor, er død. Det skriver klubben på Twitter.

Flere end 44.000 mennesker har mistet livet i Tyrkiet og Syrien, efter at et jordskælv og et massivt efterskælv 6. februar ramte adskillige områder i Tyrkiet og Syrien.

Nogle af Tyrkiets fodboldklubber er blevet direkte berørt af naturkatastrofen.

Først meddelte Hatayspor, at klubben trak sig fra den bedste tyrkiske række i denne sæson, og få dage senere fulgte Gaziantep trop.

Jordskælvenes katastrofale følger er blevet markeret flere steder i fodboldverdenen.

Inden lørdagens Premier League-kamp mellem Newcastle og Liverpool blev St. James' Park indhyllet i klapsalver til ære for den tidligere Newcastle-spiller Christian Atsu.

Adskillige sportsbegivenheder i ind- og udland har desuden holdt et minuts stilhed for ofrene.

Sponsoreret indhold