Sport23. marts 2023

Finland er tilbage i Parken for første gang siden Christian Eriksens hjertestop: – Det hele begyndte at komme tilbage

Finske Lukas Hradecky husker tilbage på Christian Eriksens hjertestop før Danmark mod Finland i Parken torsdag aften
Lukas Hradecky åbner op om kampen i sommeren 2021, hvor Christian Eriksen fik hjertestop.
Lukas Hradecky åbner op om kampen i sommeren 2021, hvor Christian Eriksen fik hjertestop.
 Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix / Stuart Franklin/AP/Ritzau Scanpix

En lun sommeraften i sommeren 2021 stod tiden pludselig stille. 12. juni faldt Christian Eriksen om på græstæppet i Parken med hjertestop i Danmarks første EM-kamp mod Finland.

Nu møder Danmark igen Finland i Parken godt halvandet år efter, at hele Danmark holdt vejret. Og oplevelsen sidder også i finnerne.

Det fortæller anfører Lukas Hradecky i et interview med TV 2 Sport før landskampen.

– Da vi trak Danmark til kvalifikationen, begyndte det hele at komme tilbage. Det er den mest dramatiske fodboldkamp, jeg nogensinde har været med til, fortæller den finske målmand.

Hradecky stod ikke mere end 20 meter fra Christian Eriksen, da danskeren pludselig faldt sammen lige efter et indkast.

– Jeg kunne slet ikke styre mig selv. Jeg viftede bare med armene og forsøgte at få nogen til at hjælpe. Hvad gør man overhovedet i sådan en situation? Man er jo slet ikke forberedt på den slags, siger Lukas Hradecky, der har en fortid i Danmark, hvor han har stået på mål for Esbjerg, dengang de spillede i Superligaen, og Brøndby.

Han fortæller også, at finnerne dengang var klar til at stoppe kampen og ende kampen uafgjort 0-0, som resultatet var på det tidspunkt.

Det var næsten umuligt at sætte sig op til at færdigspille kampen, og Hradecky mener ikke, at kampen burde have været spillet færdig, når han kigger tilbage på den.

Finland endte med at vinde kampen 1-0 over Danmark i finnernes første EM-kamp nogensinde.

Lukas Hradecky er i dag 33 år og spiller for den tyske storklub Bayer Leverkusen. Kampen mod Danmark bliver hans 82. landskamp for Finland.

Kampstart er 20.45 i et udsolgt Parken.

Sponsoreret indhold