Sport26. januar 2024

Felix Claar raser: Dommerne ville have fransk sejr

Den svenske stjerne kunne ikke holde sin mening tilbage efter semifinaledramaet
Felix Claar var klar i spyttet - dommerne ødelagde afslutningen. 
Felix Claar var klar i spyttet - dommerne ødelagde afslutningen.
 Foto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix

EM-semifinalen mellem Frankrig og Sverige blev rygende kontroversiel, og den bliver formentlig ikke glemt på den anden side af Øresund lige foreløbig.

Svenskerne var bagud med seks ved pausen, men slog tilbage og var på kurs mod sejren. Men til allersidst gik det helt galt.

Med ti sekunder igen dømte dommerne skridt på Jim Gottfridsson, som ellers havde sendt bolden i nettet til en tomålsføring.

Og da Elohim Prandi efter slutfløjt scorede direkte på frikast, valgte dommerne ikke at se situationen igennem på video, selv om franskmanden så ud til at have løftet fødderne fra gulvet i skudøjeblikket.

Felix Claar, som var en af svenskernes bedste spillere, var dybt frustreret over situationen og dommerne efter kampen.

- Franskmændene havde ikke klaget, hvis Jim havde scoret der. Det var en skridtfejl, som kun dommerne så, siger Claar ifølge Expressen og fortsætter om frikastet efter slutfløjt.

- Det er jo et regelbrud. 100 procent. Ingen diskussion om det. De sidste minutter føltes det virkelig, som om dommerne ville have, at Frankrig skulle vinde. Det er forbandet, siger Felix Claar.

Sverige har efterfølgende indgivet protest over dommernes manglende videotjek efter slutfløjt. Det bekræfter Det Svenske Håndboldforbund ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

- Vi ved ikke, hvad det kommer til at føre til, men for os var det vigtigt at stå op for vores værdier og fair play, siger Hanna Fogelström, som er forbundets chef for landsholdet, ifølge TT.

Også Jim Gottfridsson var forbandet over Elohim Prandis kasse.

- Han scorede måske århundredets mål, og det var fantastisk. Men det er imod spillereglerne. Det gør det ekstra surt, siger Jim Gottfridsson til Viaplay.

Elohim Prandis mål i sidste sekund betød, at der stod 27-27 på måltavlen. I den forlængede spilletid var Frankrig klart bedst og vandt 34-30.

Frankrig er nu i finalen, hvor enten Danmark eller Tyskland venter.

Sponsoreret indhold