Felix Auger-Aliassime er blevet gift: Fik sin Nina

Fodboldspillerne bliver oftest gift i sommermånederne - når der er plads til lidt fest og farver uden for fodboldsæsonen.
For tennisspillerne er vi tydeligvis gået ind i bryllupssæsonen. I sidste uge var det canadiske Denis Shapovalov, der blev gift, og nu er landsmanden og tenniskollegaen Felix Auger-Aliassime også blev en holden mand.
Han har nemlig fået sit "ja" fra partneren, den marokkanske springrytter Nina Ghaibi.
Det har parret delt en lang række billeder af på Instagram.
- En kærlighed, der, fra det første øjeblik vi så hinanden, aldrig er stoppet med at vokse, lyder teksten til de fine bryllupsbilleder.
Vielsen fandt sted i Ghaibis hjemland, i byen Marrakech.
Med var en række af Auger-Aliassimes tætteste tennisvenner - blandt andre Vasek Pospisil.
Parret fandt sammen for seks år siden.
De blev forlovet sidste år, da Auger-Aliassime friede under et ferieophold på Seychellerne.