Sport17. juli 2023

FCK sælger Hakon Haraldsson i kæmpe handel

Hakon Haraldsson skifter fra FC København til franske Lille for cirka 72 millioner kroner
FCKs Hákon Arnar Haraldsson skiftes ud under superligakampen mellem FC København og AaB i Parken søndag den 26. februar 2023. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
FCK sælger Hákon Arnar Haraldsson til Lille.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

De danske fodboldmestre, FC København, har mandag solgt den islandske midtbanespiller Hakon Haraldsson til den franske klub Lille, der i sidste sæson blev nummer fem i Ligue 1.

Kontrakten for den 20-årige spiller gælder frem til 2028, meddeler Lille på sin hjemmeside.

Parken Sport & Entertainment, selskabet bag FCK, skriver mandag aften i en selskabsmeddelelse, at salget forventes at have en positiv virkning på selskabets resultat før skat for i år på cirka 72 millioner kroner.

- Vi er stolte af, at vi kan sende endnu en dygtig spiller ud i Europa, fordi han har udviklet sig og grebet sin mulighed på vores platform i FCK, siger FCK-sportsdirektør Peter Christiansen til klubbens hjemmeside.

- Hakon er gået fra talent til profil, og derfor er det logisk, at interessen for ham har været stor, siger sportsdirektøren.

Salget kommer, efter at FCK i sidste uge meddelte, at man var i forhandlinger om et salg af Hakon Haraldsson.

Islændingen kom til FCK's ungdomsafdeling for fire år siden, og i august 2021 fik han sin debut i Superligaen.

I alt er det blevet til 40 kampe og otte mål i Danmarks bedste række, og i efteråret blev han FCK's eneste målscorer i Champions League-gruppespillet.

Han har været med til at vinde Superligaen to gange og pokalturneringen en enkelt gang.

Hakon Haraldsson er under cheftrænerne Jess Thorup og Jacob Neestrup blevet brugt på den centrale midtbane, den offensive midtbane, som falsk angriber og på begge kanter.

- Nu ser jeg frem til at prøve kræfter med en ny liga og klub, men jeg vil helt klart altid følge FCK, uanset hvor jeg er, siger Hakon Haraldsson til FCK's hjemmeside.

Han fik sidste år debut på Islands A-landshold, hvor han hidtil har spillet 11 kampe og scoret et enkelt mål.

Sponsoreret indhold