Sport29. februar 2024 (opd. 29. februar 2024)

FC Midtjylland træner igen for lukkede døre

Alle i klubben var stærkt berørte af situationen med Kristoffer Olsson, som ligger i respirator efter at have mistet bevidstheden i sit hjem 20. februar
FCM træner igen for lukkede døre.
FCM træner igen for lukkede døre.
 Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Den danske fodboldklub FC Midtjylland træner igen torsdag for lukkede døre.

Det skriver klubben torsdag på det sociale medie X.

- Af hensyn til spillernes forberedelse afvikles torsdagens træning ligeledes bag lukkede døre. Dansk og international presse vil have mulighed for interviews i mixed zone efter fredagens kamp på MCH Arena, skriver FCM på X.

FCM tager fredag imod FC København i Superligaen.

Træningen var også lukket onsdag, hvor man oplyste, at alle i klubben var stærkt berørte af situationen med spilleren Kristoffer Olsson, der ligger i respirator efter at have mistet bevidstheden i sit hjem 20. februar.

Olsson er ramt af en akut opstået sygdom relateret til hjernen. Sygdommen skyldes ikke selvskade eller udefrakommende faktorer, oplyste FCM.

Et hold af medicinske eksperter arbejder på højtryk for at stille en diagnose, så den rette behandling kan igangsættes.

Svenskeren har været omgivet af sine nærmeste familie siden indlæggelsen, og dele af superligaklubbens stab har også besøgt fodboldspilleren.

Klubben meddelte i samme ombæring, at man ikke havde yderligere kommentarer, men ville melde noget ud, når der var nyt i sagen.

28-årige Olsson var i efteråret fast mand på det FCM-hold, der efter en træg start endte med at være rækkens bedste hold ved vinterpausen.

Den centrale midtbanespiller har spillet for FC Midtjylland siden sommeren 2022. Han var også en del af klubben tidligere i karrieren og står i alt noteret for 86 kampe i Danmarks bedste række. Dertil kommer en række pokalkampe og europæiske kampe for den danske klub.

Sponsoreret indhold