Sport28. februar 2024 (opd. 28. februar 2024)

FC Midtjylland dybt berørte af situationen med Kristoffer Olsson: Lukker ned

Superligaklubben FC Midtjylland har lukket onsdagens træning for både fans og medier – som følge af den forfærdelige besked om Kristoffer Olsson, der ligger i respirator
FC Midtjyllands Kristoffer Olsson i aktion under superligakampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland i Farum søndag den 11. september 2022. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Kristoffer Olsson faldt om i sit hjem og ligger nu i respirator.
 Foto: Ritzau Scanpix

FC Midtjylland lukker onsdagens træning for både medier og fans, da alle i klubben er stærkt berørte af situationen med Kristoffer Olsson, som ligger i respirator efter at have mistet bevidstheden i sit hjem 20. februar.

Det oplyser fodboldklubben på X.

- Alle i FC Midtjylland er berørte af Kristoffers situation, hvorfor dagens træning er lukket for medier og tilskuere, skriver FCM.

Tirsdag meddelte FCM, at årsagen til Olssons fravær den seneste uge var, at den svenske spiller 20. februar var faldet bevidstløs om i sit hjem.

Olsson er ramt af en akut opstået sygdom relateret til hjernen. Sygdommen skyldes ikke selvskade eller udefrakommende faktorer, oplyste FCM.

Et hold af medicinske eksperter arbejder på højtryk for at stille en diagnose, så den rette behandling kan igangsættes.

Svenskeren har været omgivet af sine nærmeste familie siden indlæggelsen, og dele af superligaklubbens stab har også besøgt fodboldspilleren.

Klubben meddelte i samme ombæring, at man ikke havde yderligere kommentarer, men ville melde noget ud, når der var nyt i sagen.

28-årige Olsson var i efteråret en nøglefigur på det FCM-hold, der efter en træg start endte med at være rækkens bedste hold ved vinterpausen.

Den centrale midtbanespiller har spillet for FC Midtjylland siden sommeren 2022. Han var også en del af klubben tidligere i karrieren og står i alt noteret for 86 kampe i Danmarks bedste række. Dertil kommer en række pokalkampe og europæiske kampe for den danske klub.

På klubplan har han også repræsenteret AIK Stockholm, Krasnodar og Anderlecht på seniorplan, mens han var ungdomsspiller i IFK Norrköping og Arsenal.

Han har spillet 47 A-landskampe for Sverige og var også med, da Sverige i november senest spillede en betydende kamp.

FC Midtjylland delte meddelelsen om Kristoffer Olsson klokken 8.58 tirsdag. I løbet af den første time strømmede opbakkende hilsner ind på sociale medier fra en række andre fodboldklubber som eksempelvis AGF, AaB, Brøndby, FCK, OB og Arsenal.

Sponsoreret indhold