Sport24. september 2023

FC København vinder 3-2 ude over Brøndby

På to sene mål sikrede FCK sejr håneretten over de evige rivaler fra Vestegnen
Roony Bardghji blev matchvinder opgøret mellem Brøndby og FCK. 
Roony Bardghji blev matchvinder opgøret mellem Brøndby og FCK.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

På de fleste parametre var Brøndby bedst, men FC København viste enorm kynisme på Brøndby Stadion søndag eftermiddag.

Det sikrede de forsvarende mestre en dramatisk 3-2-sejr i derbyopgøret, og dermed holder FCK fast i førstepladsen i Superligaen.

Blot 17-årige Roony Bardghji blev den store helt med to sene scoringer.

Især i første halvleg overmatchede Brøndby ellers ærkerivalerne, og der var i store perioder decideret klasseforskel.

Mens Brøndbys kombinationer og pres sad i skabet i de første 45 minutter, fik FCK-spillerne det slet ikke til at fungere og virkede i stedet usammenhængende og frustrerede.

Efter pausen vågnede FCK op, men foldede sig på ingen måde ud. Alligevel snuppede FCK alle tre point og stoppede dermed Brøndbys stime på fem sejre i træk.

Mens FCK er på førstepladsen med 22 point for ni kampe, er Brøndby foreløbig nummer tre med 18 af slagsen.

Fra første fløjt greb Brøndby taktstokken med et energisk pres og virkede i det hele taget hurtigere i både tanke og handling.

Hjemmeholdets kvikke kombinationer voldte FCK store problemer, og det lykkedes især at aktivere wingbackerne Sean Klaiber og Marko Divkovic, som var involveret i meget offensivt.

Overtaget gav pote i det 25. minut, hvor midtbaneslideren Josip Radosevic flugtede Brøndby på 1-0 fra kanten af feltet.

Det så virkelig nemt ud for Brøndby at spille sig igennem et usammenhængende FCK-mandskab, som frustrationen lyste ud af.

FCK-træner Jacob Neestrup tog konsekvensen og skiftede to mand i pausen.

Blot ni minutter inde i anden halvleg lykkedes FCK's genpres endelig, og så bankede Diogo Goncalves balance i regnskabet med et flot hug.

Efter lige at have sundet sig fortsatte Brøndby trykket, og 20 minutter før tid blev et af de mange angreb i venstre side afgørende.

En velspillende Marko Divkovic fandt Ohi Omoijuanfo, og så styrede den norske frontløber bolden i nettet til 2-1 for Brøndby.

Dermed lignede det en hjemmesejr, men det blev der lavet om på seks minutter før tid.

Her scorede indskiftede Roony Bardghji til 2-2, og tre minutter senere ramte chokbølgerne for alvor Brøndby Stadion.

Roony Bardghji var først over en løs bold, og så endte FCK med at tage alle tre point trods en på mange måder haltende indsats.

Sponsoreret indhold