De danske mestre fra FC København rykkede tirsdag aften i Kosovo et skridt nærmere drømmen om en plads i Champions Leagues ligaspil i denne sæson.
Efter 2-0-sejren hjemme over FC Drita for en uge siden gjorde Jacob Neestrups udvalgte arbejdet færdigt med en sejr på 1-0 i returopgøret i kvalifikationens anden runde.
Med avancementet er FCK samtidig sikret en plads i et europæisk ligaspil. Sejren betyder, at man som minimum får en plads i Conference League.
I tredje kvalifikationsrunde venter efter al sandsynlighed et skandinavisk brag mod Malmö FF, som dog først skal forsvare en 4-1-føring i returkampen mod RFS fra Letland onsdag.
Vinder FCK det opgør, gælder det playoffrunden, som er sidste forhindring før pladsen i Champions League er hjemme.
Tomålsskytten fra kampen i Parken, Magnus Mattsson, var henvist til bænken i Kosovo. Det forhindrede dog ikke FCK i at tage kontrol med kampen tidligt.
Efter 13 gode minutter for danskerne fik Andreas Cornelius bugseret bolden over målstregen i to forsøg, men han var marginalt offside.
Et kvarter senere gjorde Drita sine chancer for et stort comeback markant ringere. Liridon Balaj kom for sent ind i tackling og stemplede Thomas Delaney ind på anklen. Det udløste et direkte rødt kort.
Herfra sad FCK tungt på kampen, og kort før pausen fik Cornelius endelig sin scoring. I feltet tæmmede han bolden med brystet og dirigerede den derefter i nettet.
Det var umuligt at se, hvordan Drita skulle komme tilbage i kampen. Medmindre FCK dummede sig og for eksempel selv tog et rødt kort.
Den risiko ville Neestrup ikke tage. I pausen skiftede han Thomas Delaney og Elias Achouri ud - de to FCK'ere med gule kort fra første halvleg.
Kampen var generelt uskøn med mange frispark og afbrydelser. FCK's koncentration faldt også i de sidste 45 minutter, og det ramte niveauet.
Men trods en stor brøler af Munashe Garananga midtvejs i anden halvleg, som gav en stor Drita-chance, og lidt sløseri i defensiven kom avancementet aldrig i fare.
Sejren blev tilmed bjærget, selv om den betingelserne taget i betragtning burde have været større.