Sport19. januar 2023

Fantastiske Mathias Gidsel: Højt at flyve – dybt at falde

Landsholdsstjernen Mathias Gidsel gik fra at være helt ukendt til at opnå stjernestatus i Danmark. Og det var langt fra nemt på toppen eller vejen dertil
Mathias Gidsel spiller med stort overskud under VM. Men han har været helt nede.
Mathias Gidsel spiller med stort overskud under VM. Men han har været helt nede.
 Foto: Ritzau Scanpix

For to og et halvt år siden vidste de færreste danskere, hvem Mathias Gidsel var.

Men i januar 2021 tog han os alle med storm.

Han kom med til slutrunden som kaninen i hatten – men endte som turneringens bedste på sin position.

Unge Gidsel, der er født 1999, tog Danmark med storm, og han gik fra at være et ubeskrevet blad – til at være fast læsestof i diverse blade.

Danmark blev verdensmestre, Mikkel Hansen blev kåret til turneringens vigtigste spiller, og så var slutrundedebutanten Mathias Gidsel også en del af VM´s All Star-hold.

Og det skulle sidenhen vise sig, at hvor man førhen nævnte Mikkel Hansen og Niklas Landin, når man snakkede bærende spillere på det danske landshold, så skulle man altså tilføje unge Mathias Gidsel til den sætning.

– Vi er gået fra en top-2 til en top-3. Landin er for mig stadig den vigtigste. Det ville virkelig også være skidt at undvære Mikkel Hansen. Han leverer under pres, og han har sindssygt meget andel i alt det, vi har vundet. Uanset hvad er han stadig en af de allerbedste. Men Gidsel er bare blevet så afgørende en faktor, at han er vokset i det hierarki, fortalte Bent Nyegaard til TV 2 SPORT.

Men hvem er ham Mathias Gidsel, der på få uger gik fra at kunne gå igennem Strøget i København uden et blik fra en fremmed til pludselig at være folkeeje?

Insta-Gidsel – WOW

Vanvittig, exceptionel, fænomenal.

Ja, superlativer er der nok af, når den unge vestjyde skal beskrives.

Og hurtigt kunne vi tilføje kendt til listen.

For der var ikke mange danskere, der vidste, hvem den unge fra Skjern var, før VM i 2021.

Men da der så blev fløjtet op i åbningskampen mod Bahrain, blev dette i den grad ændret.

Gidsel brændte en voldsom kamp af. Han lavede et hav af assists og 10 mål, hvoraf syv af dem blev lavet i første halvleg.

Og jeg selv tænkte under kampen, at ham Gidsel han kunne godt gå hen og blive den nye populære dreng i klassen.

Derfor gik jeg i pausen ind på hans Instagram-profil for at se, hvor mange følgere han havde – og selvfølgelig også for at se, hvordan hans Insta-game var.

Men dengang var der nu ikke meget Insta-Gidsel over den unge højreback. Men det var folk tilsyneladende bedøvende ligeglade med. For hver gang jeg opdaterede Gidsels profil, var der kommet 30 nye følgere til. Og der blev sagt hver hang, jeg opdaterede profilen.

Som kampen fortsatte, fortsatte Gidsels storspil. Både på banen og på Instagram.

Ligesom Gidsels eksplosioner i fintespillet, eksploderede hans Instagram under VM.

Inden VM i 2021 startede, havde Mathias Gidsel cirka 2000 følgere på Instagram. Men i dag et år efter, har stjernefrøet intet mindre end 96.400 følgere i skrivende stund.

Gidsel erkendte også dengang, at han nok skulle skrue lidt op for Insta-gamet for at please de mange nye følgere.

– Jeg går ikke så meget op i det, og det kan man nok også se på min profil. Jeg skal nok til at gøre den lidt mere spændende, så der ikke er 40.000, der sidder og keder sig, sagde stjernen dengang til TV 2.

Og det var da ikke kun fans, der pludselig fik øjnene op for den unge Gidsel.

Vi hører nemlig på vandrørene, at selv om Gidsel havde kæresten Thea, så fik han alligevel lidt invitationer til en kop kaffe hist og her. Og det er sgu nok meget normalt, når man er landsholdsspiller.

Guten tag mr. Gidsel

I dag er Mathias Gidsel blandt de absolut største håndboldstjerner i Danmark – hvis ikke blandt verdens største stjerner.

Til dagligt huserer han i tyske Fuchse Berlin, som han byttede ud med danske GOG, som af mange betegnes som den største danske talentfabrik.

Vi kan lige nævne de tre spillere, som den kære Bent Nyegaard nævnte i sin top-3 over vigtigste spillere på landsholdet: Niklas Landin, Mikkel Hansen og Mathias Gidsel. Selv om ingen af dem er født eller opvokset på Sydfyn, så har de alle det tilfælles, at de har været igennem GOGs imponerende talentsystem.

I dag spiller Mikkel Hansen i franske Paris Saint-Germain Og Niklas Landin i tyske Kiel.

Frank er for grim – og du er for tynd

Men at Gidsel overhovedet skulle komme i nærheden af Bundesligaen eller sin status som en af verdens bedste højrebacks lå bestemt ikke i kortene.

Han var nemlig ikke den største dreng i klassen, og i de år, Gidsel spillede ungdom, var fokus fra ungdomslandsholdene meget rettet mod størrelse.

Faktisk lavede Dansk Håndbold Forbund et projekt, der hed “Projekt høje spillere”, dette var rettet mod piger. Men det var bestemt heller ikke tosset at være en stor knægt, hvis du ville med omkring ungdomslandsholdene.

Mathias Gidsel har altid være en fremragende boldspiller. Men højden og bredden var ikke med ham, når man nu skulle være høj og bred for at spille i bagkæden.

Her fik han blot at vide, at hun skulle smutte ud i fløjen, for det var, hvad fysikken rækte til.

Og det var ved at knække Gidsel, der begyndte at tvivle på sine egne evner.

– Det var en kæmpe mavepuster, der ødelagde troen på mig selv, siger 21-årige Mathias Gidsel om periodevis i sine teenageår at møde flere løftede pegefingre end opmuntrende skulderklap til DR.

Gidsel mødte modgang i sine ungdomsår, og han blev endda vejet for let til førsteholdet, da han var U16-spiller.

Men til syvende og sidst kunne ungdomslandsholdene heller ikke holde nallerne væk fra den fintestærke spiller med det sublime blik for spillet.

Derfor kom han ind i U-landsholdsregi, da han var 16 år. Og når man er til samlinger med ungdomslandsholdene, står den ofte på vejning.

67 kilo sagde vægten.

Og det er altså nogle kilo fra for alvor at kunne begå sig, hvor det er rigtig sjovt. Derfor måtte der arbejdes hårdt.

– Jeg var virkelig lille. Jeg kunne også godt selv se, at når jeg kiggede på min højde og vægt og sagde, at jeg var back, så var der nok nogen, der ville grine af det. Så måtte jeg bare arbejde ekstra hårdt, når jeg ikke fik noget foræret rent genetisk, siger Mathias Gidsel.

Og der blev arbejdet hårdt.

Det efterfølgende år formåede Gidsel nemlig tage imponerende 12 kilo på. Og det i muskelmasse!

Herfra så han sig ikke tilbage. Han kom på ungdomslandsholdet, kom på førsteholdet i GOG, smadrede den danske liga, og nu er han blandt de bedste og vigtigste spillere på verdens formentlig bedste landshold.

Mathias Gidsel og Mikkel Hansen har et sammenspil helt udover det sædvanlige. De finder hinanden i blinde, og modstandere ryger på halen.
Mathias Gidsel og Mikkel Hansen har et sammenspil helt udover det sædvanlige. De finder hinanden i blinde, og modstandere ryger på halen.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Som 15-årig forlod Mathias Gidsel barndomshjemmet og Skjern, og siden han forlod mutters kødgryder, har han taget 40 kilo på!

I dag rammer han angiveligt en kampvægt på imponerende 93 kg Den er der nok flere, som i ungdomsårene var omkring Gidsel, der ikke havde spået.

Psykologtid

Det kan lyde som enhver håndboldspillers drøm at få sådan et gennembrud, som Mathias Gidsel fik.

Men faktisk var det ved at få ham ned med nakken.

Efter VM-triumfen i Egypten var han pludselig hele Danmarks Mathias Gidsel, og når danskere ikke ville snakke med ham, ville firmaer og interesserede klubber.

Det var en helt ny hverdag, Gidsel vendte hjem til, og det tog hårdt på ham mentalt.

Der er ikke langt fra stjernehimlen til afgrunden. Det erfarede Gidsel selv. 
Der er ikke langt fra stjernehimlen til afgrunden. Det erfarede Gidsel selv.
 Foto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix.

Faktisk tog det så hårdt på ham, at han efter to måneder opsøgte en sportspsykolog, hvilket Gidsel ville have ønsket, han havde gjort før.

– Jeg er allermest skuffet over, at der skulle gå to måneder, før jeg erkendte, at jeg havde et problem. Måske fordi jeg var for egoistisk, måske fordi det var et nederlag at søge hjælp, siger Mathias Gidsel til Jyllands-Posten.

Det var faktisk heller ikke Gidsel selv, der kom på, at det nok var en meget god idé at besøge en sportspsykolog. Det var den tidligere landsholdsspiller Thomas Mogensen, som efter en kamp mod Gidsel hev fat i den unge stjerne og opfordrede ham til det, da han kunne se, noget var galt.

Og det var en god idé.

– Jeg føler, jeg er tilbage, og derfor kan jeg kun anbefale alle andre unge elitesportsfolk at tale med fagpersoner om deres problemer. Det har udviklet mig meget på meget kort tid.

Finterne, farten og smilet er tilbage hos Mathias Gidsel.
Finterne, farten og smilet er tilbage hos Mathias Gidsel.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Det er i hvert fald ikke til at se på Gidsels spil, at han stadig skulle være tynget af de mentale problemer længere. For fodfinterne og overblikket sidder stadig lige i skabet.

Flyvende Gidsel

Igen igen har Gidsel imponeret stort ved denne slutrunde.

Det virker til, at han gør, lige som det passer ham.

Selv om danskerne hjemme i stuerne håbede på, at Gidsel blev sparet lidt i gruppekampene, har det bestemt ikke været sådan.

Han har spillet meget og spillet stort.

Men der er faktisk også en anden god grundt til at følge Gidsel lidt nærmere.

Tilbage i oktober fortalte han nemlig, at han var blevet single.

Det virker dog ikke til at påvirke danskeren, der stadig imponerer stort for Danmark.

Sponsoreret indhold