Sport15. januar 2024 (opd. 15. januar 2024)

Everton og Nottingham Forest sigtes for brud på økonomiske regler

De to engelske fodboldklubber er blevet sigtet for overtrædelse af ligaens økonomiske regler
Everton blev så sent som i november trukket ti point på grund af brud på de økonomiske regler. (Arkivfoto). 
Everton blev så sent som i november trukket ti point på grund af brud på de økonomiske regler. (Arkivfoto).
 Foto: Gary Oakley/Ritzau Scanpix

I november fik Everton trukket ti point fra kontoen i Premier League, fordi klubben havde overtrådt ligaens økonomiske regler.

Nu er klubben havnet i en ny sag, der kan give yderligere straf.

Både Everton og Nottingham Forest er af Premier League blevet sigtet for at have overtrådt de økonomiske regler. Mere præcist er klubberne mistænkt for at have tabt flere penge, end de må.

Det skriver blandt andet Sky Sports og The Athletic.

Ifølge Premier Leagues økonomiske regelsæt må en klub ikke have mere end 105 millioner pund i underskud i en treårsperiode.

Nottingham Forest har brugt bunker af penge på at købe spillere efter oprykningen i 2022, mens Everton har investeret heftigt i et nyt stadion.

Det kan angiveligt være de investeringer, der nu kan komme til at koste de to klubber en straf.

Da Everton i november blev tildelt en pointstraf på ti point, var det, fordi klubben havde haft et samlet minus på 124,5 millioner pund i en periode på tre år frem til 2022.

Everton er af den opfattelse, at de nye sigtelser omhandler den samme periode, som klubben blev straffet for i november, samt 2022/23-sæsonen.

Det finder klubben kritisabelt, fordi den første sag angående sæsonerne 2019/20, 2020/21 og 2021/22 endnu ikke er afsluttet, eftersom klubben appellerede dommen.

Derfor har Everton mandag reageret med kritik af Premier Leagues regler.

- Klubben skal nu forsvare endnu en Premier League-klage, som omfatter de samme økonomiske perioder, som den allerede er blevet sanktioneret for, før appellen overhovedet er blevet behandlet.

- Klubben tager det standpunkt, at det er et resultat af mangler i Premier Leagues regler, lyder det i et opslag på den sociale platform X.

Sponsoreret indhold