Sport7 timer siden

Eriksens agent tror på aftale inden landskampe

Danmark spiller 5. og 8. september. Christian Eriksens agent tror, at profilens fremtid er på plads inden da
Eriksens agent tror på muligt klubskifte.
Eriksens agent tror på muligt klubskifte.
 Foto: Ulrik Pedersen/Csm

Selv om sommeren er på hæld har den danske fodboldprofil Christian Eriksen stadig ikke fundet en ny klub, efter at hans kontrakt med Manchester United udløb i juni.

Danskerens agent, Martin Schoots, tror dog på, at Eriksen inden længe har fremtiden på plads. Også inden Danmark i starten af september tager hul på VM-kvalifikationen mod Skotland og Grækenland.

- Ja, det tror jeg. Men en aftale, der er 90 procent - eller endda 99 procent - på plads, er ikke en aftale. Men ud over spørgsmålet om, hvornår han skriver under med en ny klub, så er den vigtigste pointe, at han er fit, siger agenten til B.T.

Schoots understreger, at 33-årige Eriksen har holdt træningen ved lige og er i god form, selv om han har været klubløs.

Mandag udtager landstræner Brian Riemer holdet til kvalifikationskampene 5. og 8. september.

Om Eriksen er med i den trup, er et af de helt store spørgsmålstegn.

Landstræneren har tidligere sagt, at han ikke vil udelukke, at Eriksen kan komme med på landsholdet, selv om han lige nu står i en situation som klubløs, men det ikke er en optimal situation.

- Selvfølgelig er det et stort problem for Christian og for os, at en spiller med over 140 landskampe - som har gjort et fantastisk stykke arbejde for den her nation gennem mange år - lige pludselig står i den her svære situation, sagde Riemer tidligere på ugen til TV 2 Sport.

Sponsoreret indhold