Sport3. juni 2025 (opd. 3. juni 2025)

Eriksen søger væk fra England og afviser OB-skifte

Kontraktløse Christian Eriksen vil gerne væk fra England, hvor han føler, at han har taget sin tørn
Laureus World Sports Awards - Hotel d'Evreux, Paris, France - May 8, 2023 Christian Eriksen poses with his partner Sabrina Kvist Jensen ahead of the award ceremony REUTERS/Johanna Geron
Christian Eriksen og Sabrina Kvist Jensen flytter altså ikke til Odense lige nu.
 Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Den danske fodboldstjerne er færdig i Manchester United og er jobsøgende, når han i denne uge er samlet med landsholdet, der spiller testkampe på lørdag og tirsdag.

33-årige Eriksen er ikke tæt på en ny klub, men i et interview med TV 2 Sport fortæller han, at man i hvert fald ikke skal forvente at se ham i endnu en engelsk klub.

- Jeg vil helst væk fra Premier League. Jeg føler, jeg har taget min tørn i Premier League, så jeg søger uden for de engelske grænser, siger Christian Eriksen.

Han fortæller, at da han i 2020 skiftede fra Tottenham til Inter, var det ikke planen, at han igen skulle til England på et senere tidspunkt.

Men efter sit hjertestop under EM i sommeren 2021 endte han alligevel tilbage i England, hvor han ud over United også spillede for Brentford.

Han vil ikke kategorisk afvise at blive i England, men prioriteten er at komme til et andet land. Og det er ikke Danmark, selv om Danske Spil har OB som favorit til at blive Eriksens næste klub.

- Jeg håber ikke, der er nogen, der har sat penge på det, for så kommer de til at tabe, konstaterer Eriksen.

Han tilføjer, at der er interesse rundt omkring, men ikke noget, hvor han er tæt på at skrive under.

Eriksen er noteret for 142 A-landskampe inden de forestående af slagsen. Lørdag aften gæster Nordirland Parken, og tre dage senere tager Danmark imod Litauen i Odense.

Sponsoreret indhold