Enzo Fernandez færdig for sæsonen: Er blevet opereret
Chelseas efterhånden spinkle håb om at nå de europæiske pladser i Premier League-tabellen har lidt endnu et knæk.
Den argentinske midtbanemotor Enzo Fernandez var torsdag under kniven. Han er blevet opereret for lyskeproblemer, oplyser Chelsea på sin hjemmeside.
- Enzo Fernandez har været igennem en succesfuld operation for lyskeproblemer og vil nu påbegynde genoptræning. Det holder ham ude i resten af 2023/24-sæsonen, skriver klubben.
Der er ingen melding om, hvornår man regner med, han er spilleklar igen.
Fernandez har været stamspiller for klubben, siden man i januar 2023 hentede den nu 23-årige argentiner i Benfica. Han kostede omkring 900 millioner kroner.
I 62 kampe for London-klubben er det blevet til syv mål og fem assister.
Midtbanemotoren var også fast mand på det argentinske landshold, som i december 2022 vandt VM.
Chelsea har haft endnu en svær sæson. Aktuelt indtager holdet niendepladsen i Premier League og har 19 point op til fjerdepladsen, som giver Champions League-deltagelse.
Holdet har dog spillet to kampe færre end Aston Villa, som indtager den placering. De to hold mødes lørdag i Birmingham.
Chelsea har 13 point op til Tottenham på femtepladsen, der giver mulighed for Europa League-kvalifikation.
Sjettepladsen med mulighed for Conference League er seks point væk.
Chelsea vandt Champions League i 2021 og VM for klubhold samme år. Det er klubbens seneste store titler.