Enock Poulsen i krig med ekskæresten: Beskyldt for at misbruge datter

LÆS OGSÅ: Forladt af sin mor: – Jeg kunne ikke forstå det
Der er fart på boksekarrieren.
I starten af februar boksede Enock Poulsen foran 12.500 tilskuere på Wembley i London, og trods et nederlag, så har den danske bokser fortsat til mål en dag at blive verdensmester.
I privaten møder han dog lidt mere modgang. I hvert fald når det kommer til forholdet med ekskæresten og moren til hans datter.
I februar fortalte han i et opslag på Facebook, at han lige nu kæmper en kamp via Familieretshuset for at få lov til at se sin datter noget mere.
I opslaget skriver han blandt andet, at ekspartneren beskylder ham for psykisk vold og misbrug af datteren.
Nu har han fået nok.
– Jeg har været igennem det i to år nu, og i starten troede jeg på, at vi kunne finde en løsning. Grunden til opslaget, som i øvrigt blev lavet i samråd med min advokat og socialrådgiver, lå i, at jeg havde fået nok. Jeg kunne ikke længere kontrollere det, fortæller han i SE og HØR-podcasten "Af Banen".
– Forældre skal ikke hade hinanden på grund af et barn. De skal i så fald kunne tilsidesætte det had for barnets skyld, tilføjer han.
Bokseren er godt klar over, at der altid er to sider af samme sag.
Han vil dog ikke finde sig i at blive beskyldt for ting, han ikke selv mener passer. Slet ikke, når det kommer til hans datter.
– Jeg forstår ikke, hvordan man kan påstå noget, der ikke er sandt. Hvordan kan man ikke selv se det? Det er så mærkeligt. Jeg blev blandt andet beskyldt for at rejse væk på ferie til Cuba med min kæreste, men hele Danmark ved, at jeg var på træningslejr. Det giver ikke mening, siger han lettere frustreret.
– I forhold til psykisk vold, så har vi nærmest ingen kontakt. Hvordan kan jeg begå psykisk vold, når vi ikke har kontakt? Og misbrug af mit barn? Det kunne jeg aldrig finde på.
Sagen har trukket ud, og af flere omgange er forløbet startet noget nær forfra, da der er blevet skiftet ud i sagsbehandlere, og beslutningsprocesser undervejs kan tage op imod seks måneder.
Hele forløbet har taget hårdt på Enock Poulsen, der mest af alt bare håber på at ende et sted, hvor eksparret kan blive enige om en løsning, hvor han kan få lov til at se sin datter noget mere.
– Der er dage, hvor jeg har grædt mig selv i søvne og tænkt, at det her ikke kan passe. Jeg prøver bare at finde løsninger, for det vigtigste er mit barn. Det er ret hårdt til tider.
Du kan lytte til hele podcasten med Enock Poulsen herunder: