Eksperter: Her er Danmarks VM-profiler
Katrine Pedersen og Julie Tavlo ser frem til sommerens VM i Australien og New Zealand, hvor de sammen udgør Viaplays kommentator-duo.
- Jeg glæder mig til en slutrunde med kvindefodbold, der er bedre end det nogensinde har været, fortæller Brøndby-spilleren Julie Tavlo i SE og HØRs sportspodcast 'Af Banen'.
- Jeg er stolt over at være blevet spurgt, det er super fedt, stemmer landsholdsveteranen Pedersen i.
Tilsammen har de hele 227 landskampe i støvlerne - dog står Katrine Pedersen for hele 210 af dem, hvilket også gør hende til den spiller (på tværs af køn) med flest landskampe for Danmark.
Slutrunden bliver et glædeligt gensyn for Danmark, der for første gang siden 2007 er kvalificeret - dengang var Katrine anfører for den danske trup, der ikke kom videre fra gruppespillet.
De bliver vigtige for Danmark
Der er ifølge Julie Tavlo både grund til begejstring og bekymring, når man kigger på nøglespillerne i den danske trup.
- Pernille Harder skal selvfølgelig spille en god slutrunde, det tror jeg også, hun gør. Det gør hun altid, understreger hun.
- Ballis! (Stine Ballisager red.) Hun er vigtig for Danmark. Hun er så stabil. Havde du spurgt mig for 10 år siden, så havde jeg nok ikke troet, hun skule blive så vigtig en brik, men hun har et højt bundniveau, og hun gør sine medspillere gode.
Men hun peger også på, at der på målmandsposten er grund til bekymring, da Lene Christensen først for nyligt er kommet tilbage fra skade.
- Hvor står hun? Vælger man at gå med hende eller Kathrine (Larsen red.) ude hos mig i Brøndby? Det kan godt blive en udfordring, at man ikke har haft en førstemålmand klar længe, forklarer hun.
Også Arsenals Kathrine Kühl og Janni Thomsen, der spiller i norske Vålerenga, får roser med på vejen af Tavlo, der håber, at de hver især byder ind med et højt niveau.
- Det er dem, jeg vil kigge efter, fortæller hun.
Katrine Pedersen, der indtil 2021 var assistent for landstræner Lars Søndergaard, er enig.
- Både 'Ballis' og Thomsen er vigtige for deres (klub red.) hold, og vi har mange spillere nu, som er vigtige ude i europa og for deres hold. Det er en virkelig vigtig selvtillid at komme med, siger hun.
Særligt i to af gruppekampene, vurderer Kathrine, at Lyon-spilleren Signe Bruun kan blive et vigtigt kort på hånden for Danmark. Hun har efter en svær periode fået gang i sit spil og sluttede sæsonen godt af - inden hun med al sandsynlighed skal ud og finde en ny klub.
- Måske mod Kina og Haiti kommer vi til flere indlæg, og der har vi altså en boksspiller i Signe Bruun. Hvis det er den type spil, så er det vigtigt, at vi har en god afslutter i boksen, forklarer hun.
Fredag d.30 juni udtager Lars Søndergaard Danmarks VM-trup.