Sport2. februar 2023 (opd. 2. februar 2023)

Ekspert om Caroline Wozniackis samarbejde med botoxfirma: – Det er ikke et optimalt match

N'AGE mener, at man gennem Caroline Wozniacki kan signalere naturlig skønhed
Caroline Wozniacki er det seneste skud på stammen over kendte ambassadører for kosmetikkæden N'AGE.
Caroline Wozniacki er det seneste skud på stammen over kendte ambassadører for kosmetikkæden N'AGE.
 Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det må have været nogle store overvejelser, den tidligere tennisstjerne Caroline Wozniacki har gjort sig, efter hun er blevet udnævnt som ambassadør for kæden N’AGE, der specialiserer sig i kosmetiske behandlinger herunder botox og opstramninger.

Det mener forsker i sportsøkonomi og branding ved UCN Kenneth Cortsen.

– Det er ikke et optimalt match. Der er en form for image på spil, og derfor skal man stille sig selv spørgsmålet, hvad man kan vinde med det her, fortæller han til SE og HØR.

Hos N’AGE er det uden tvivl en gevinst for firmaet, at man nu kan nå ud med deres behandlinger til Caroline Wozniackis 1,3 millioner følgere på Instagram, der spænder bredt i aldersgrupper.

Dog er samarbejdet noget opsigtsvækkende, vurderer Kenneth Cortsen.

– Det er ikke den mest naturlige harmoni, der findes mellem Wozniackis brand og N’AGE, som for eksempel de partnerskaber hun har indgået med Adidas og State (dansk energidrik), red.), siger han.

- Har I ikke et ansvar?

Meningerne om behandlinger som botox og opstramninger er mange, og derfor har N’AGE også gjort sig nogle etiske overvejelser i forhold til, hvordan de ønsker at bruge Caroline Wozniackis platform til at reklamere for deres behandlinger.

– Vi styrer selv, hvilke annoncer og målgrupper vi planlægger vores kampagner mod. Hvis Caroline lægger et opslag op, skal det være, inden for de retningslinjer vi har. Hun er meget opmærksom på, hvem hun henvender sig til, og hvordan hun gør det, fortæller administrerende direktør i N’AGE Sanne Lønskov til SE og HØR.

Særligt ønsker N’AGE at lave en fortælling om den naturlige skønhed, og derfor er valget faldet på den 32-årige tidligere tennisstjerne og mor til to.

Nu skal Caroline Wozniacki til at reklamere for blandt andet botox og opstramninger til en masse unge følgere – har I ikke et ansvar, når I indgår sådan et samarbejde?

– Det er vigtigt for os, at hun taler til sit publikum på en god og sober måde. Hele det etiske er vigtigt for os, men det er et faktum, at skønhedsbehandlinger appellerer bredt, lyder det fra Sanne Lønskov.

Kenneth Cortsen tror ikke, at samarbejdet mellem Caroline Wozniacki og N’AGE vil skade hendes brand.

– Det er jo en branche, der deler vandene, men skønhedsbehandlinger er vokset over tid også blandt det yngre segment, siger han.

Sponsoreret indhold