Sport28. april 2023

Efter voldsom skade: Nu er det bekræftet

Holger Runes kamp mod Nick Kyrgios i Royal Arena bliver med australsk deltagelse
Holger Runes danske fans kan komme helt tæt på danskeren, når han til maj spiller i Royal Arena.
Holger Runes danske fans kan komme helt tæt på danskeren, når han til maj spiller i Royal Arena.
 Foto: Ritzau Scanpix

Det slår arrangørerne fast efter månedsvis af spekulationer om Kyrgios helbred.

- Jeg talte så sent som i går med Kyrgios og team, og han er klar og glæder sig meget. Han har et særligt venskab med Holger Rune og tager også sin kæreste med fra Australien.

Det fortæller Mads H. Frederiksen fra F Sports Group, der står bag arrangementet ’Champions Battle’, til SE og HØR.

Det er gode nyheder for både danske og internationale tennisfans. En knæskade har siden januar holdt den flamboyante australier med den imponerende førsteserv ude, men nu er han altså snart klar igen.

Nick Kyrgios forlader en retssal på krykker i februar 2023.
Nick Kyrgios forlader en retssal på krykker i februar 2023.
 Foto: Ritzau Scanpix

- Det bliver faktisk Kyrgios comeback-kamp, når han spiller mod Holger Rune i Royal Arena, så fantastisk for vores arrangement, og vi kan også mærke en kæmpe interesse i Danmark samt internationalt, siger Mads Frederiksen.

Både streaming-giganten Netflix og CNN, har ifølge Mads Frederiksen meldt deres ankomst til arrangementet, som 11.500 tilskuere allerede har sikret sig billet til.

- En helt fantastisk eksponering for København og vores kamp, fortæller han.

Nick Kyrgios har tidligere fortalt, at han ser frem til mødet med den unge dansker.

- Jeg har naturligvis hørt meget om Holger Rune, han har haft en fantastisk 2022-sæson. Derfor bliver det også spændende at skulle spille mod ham i Danmark, og så endda for første gang.

Australieren, der er kendt som tennissens notoriske bad boy, er garant for at levere overskrifter på og uden for banen. I februar erklærede han sig skyldig i et overfald på sin ekskæreste i 2021, men stjernen slap uden dom, da dommeren besluttede at frafalde tiltalen.

Kampen mellem Holger Rune og Nick Kyrgios spilles i Royal Arena 24. maj kl.19.00.

Sponsoreret indhold