Sport26. marts 2023

Efter total dansk fiasko: - Jeg skal passe på med, hvad jeg siger

Den danske anfører Simon Kjær mener, at det var pinligt, at Danmark smed en 2-0-føring væk mod Kasakhstan
Simon Kjær var ikke tilfreds efter Danmarks 3-2-nederlag.
Simon Kjær var ikke tilfreds efter Danmarks 3-2-nederlag.
 Foto: Pavel Mikheyev/Reuters/Ritzau Scanpix

- Det er pinligt.

- Jeg skal passe på, hvad jeg siger lige nu.

Sådan sagde den danske anfører Simon Kjær til TV 2 efter det skuffende 3-2-nederlag til Kasakhstan søndag eftermiddag.

- Du er ikke foran 2-0 for at smide det til 3-2., siger Simon Kjær lige efter slutfløjtet.

- Jeg skal passe på, hvad jeg siger lige nu. Vi reagerer i stedet for at reagere, og så løber vi efter i stedet for at løbe foran. Det er forskellen, fortsætter han.

Hvad det var, der præcist gik galt for det danske landshold, der smed en 2-0-føring væk, ved den 33-årige forsvarsspiller ikke.

- Jeg ved sgu ikke, hvad det var (hvad der skete, red.). Der var mange ting, men det var i hvert fald ikke godt nok. Jeg ved ikke, hvad det er, der sker i situationerne. Det er jeg lidt i tvivl om, siger han.

Det nye danske stjerneskud imponerede endnu en gang for det danske landshold, da han scorede to mål. Det viste sig bare ikke at være nok.

Og også den danske landstræner var skuffet efter landskampen.

- Jeg er dybt frustreret. Vi mistede fuldstændig initiativet, siger landstræner Kasper Hjulmand efter kampen til TV 2.

- Jeg ved ikke, om der var straffe eller ej, men det er heller ikke det, det handler om. Jeg synes, vi mangler den rette mentalitet. Det handler ikke om taktik, det handler om, hvorvidt man kan stå imod.

Sponsoreret indhold